For at klare de særdeles magre tider under krigen, kastede Ove Arkil sig over tørvemoserne, men kassekreditten voksede, og krigen varede ved og en formiddag i 1944 bankede det på døren. Uden for det kælderkontor, Ove Arkil havde etableret under familiens hjem, stod to tyske soldater. De ville gerne have Ove Arkil til at lede udbygningen af den militære flyvestation i Skrydstrup. Hvad han svarede, huskede han ordret siden: ”De kan naturligvis komme og sætte mig en pistol for brystet og sige, at jeg skal. Så må jeg af hensyn til min familie overveje, hvad jeg skal gøre. Men så længe De ikke gør det, siger jeg nej.” De tyske soldater gik igen. Der var rigeligt med andre, der ville sige ja.
Det gjorde banken dog ikke. Kassekreditten havde nået sin bund og tålmodigheden var brugt op. Så den investering på 20.000 danske kroner, Ove Arkil havde brug for til materiel for at klare opgaven i Skrydstrup, kunne han ikke få bevilget. Heller ikke selv om han kunne dokumentere en indtjening, der så rigeligt ville give banken pengene igen. Kun ved en lokal fabrikants private kaution, lykkedes det Ove Arkil at skaffe de nødvendige midler. Og så kunne eventyret begynde!
Flyvestation Skrydstrup blev kun starten. Det danske forsvar havde akut behov for at få udbygget landets militære flyinstallationer, så de levede op til det nyetablerede NATO’s krav. Efter Skrydstrup blev store opgaver udbudt i både Vandel, Karup, Tirstrup og Værløse – og som Ove Arkil skrev i sine erindringer: ”Chefen for hærens bygningstjeneste må øjensynligt have kastet sin kærlighed på os og overfor de bevilgende myndigheder have anbefalet os til at fortsætte.” Opgaverne blev dengang givet til virksomheder, der ikke havde samarbejdet med værnemagten, så Ove Arkils nej i 1944 endte med at få afgørende betydning for Arkils succes.
Det viste sig at være en klog beslutning, for op gennem 60’erne og 70’erne var der fuld damp på den nordtyske asfaltproduktion.
Også herhjemme bød 60’erne på store anlægs- og asfaltopgaver. Samtidig var der også fuld gang i byggeriet, hvor man kan tale om et byggeboom, der på mange måder mindede om tiden inden finanskrisen. Her etablerede man de parcelhuskvarterer, mange af os i dag er opvokset i – og for første gang så moderne typehuse dagens lys i Danmark. På dette område indledte Arkil et samarbejde med den lokale murermester H.C. Schleidt, og både gennem 60’erne og 70’erne var byggeri en væsentlig aktivitet i Arkil.
I kælderen under den private villa i Haderslev var kontorfaciliteterne blevet for trange til virksomhedens vækst. Og selv om Ove Arkil havde inddraget de bagvedliggende staldbygninger i løbet af 1950’erne, måtte han erkende, at der skulle mere til. I 1960 erhvervede han villaen på Aastrupvej 19, og i 1970 lykkedes det også at få fat på Aastrupvej 17. De to villaer blev rammen om Arkils hovedkontor de næste 54 år.
1960’erne bød på mange muligheder for at brede sig til andre typer af opgaver, end det oprindelige anlægs- og asfaltarbejde. En af de mere kuriøse var, da Ove Arkil blev involveret i både etableringen og driften af et skibsværft i Havneby på Rømø. Men skibsbyggeri lå alligevel et stykke ved siden af Ove Arkils kompetencer, og driftsunderskuddet var til at tage og føle på. I sine erindringer skrev han: "Da muligheden kom for at afhænde værftet, var det med tørre tårer, at jeg sagde farvel til det."
I 1970’erne blev størstedelen af det danske motorvejsnet bygget. For Arkil betød det, at man i etaper kom til at stå for stort set hele Sønderjyske Motorvej – fra grænsen til Kolding. Og selv om oliekrisen gav lidt bump på vejen, fortsatte virksomhedens vækst med flyvende fart. Det gav mange muligheder, og det gjaldt om at sikre sig kapital til at udnytte dem.
For netop at skaffe denne kapital blev Arkil i 1978 noteret på Københavns Fondsbørs – som den første sønderjyske industrivirksomhed nogensinde. I den forbindelse udvidede man aktiekapitalen fra fire til otte millioner kroner, hvor den ene million var i A-aktier med tidobbelt stemmeret, mens de syv millioner var i omsættelige B-aktier. Det betød, at familien gennem fuldt ejerskab af A-aktierne kunne bevare stemmemajoriteten i virksomheden, mens enhver kunne erhverve B-aktier frit på Fondsbørsen. Den konstellation har Arkil holdt ved lige siden. Arkil havde stor bevågenhed i pressen, både op til og efter noteringen. Det var jo spændende, om der var interesserede aktionærer nok til at skaffe den ønskede kapital. Det var der, og da første årsregnskab kom på gaden, gav det anledning til kurshop.
Allerede i midten af 1970’erne blev administrerende direktør Niels Arkil kontaktet af et fransk selskab ved navn Entrepose, der var specialiseret i etablering af naturgasledninger. Selskabet vidste, at den danske stat stod overfor at udbyde opgaven med etablering af en hovednaturgasledning på langs af hele Jylland. Og nu ledte de efter en dansk samarbejdspartner.
- Det var en kæmpe opgave for en virksomhed som os dengang, og da Entrepose kontaktede os, var min første tanke, at vi umuligt kunne gabe over den, husker Niels Arkil.
Men de to selskaber holdt kontakten, og da Entrepose i slutningen af 70’erne vandt en stor opgave i Frankrig, ansatte Ove Arkil ingeniør Børge Jørgensen, som fik til opgave at specialisere sig inden for netop denne type entrepriser.
- Vi lærte ham fransk og sendte ham til Frankrig i et halvt år, så han kunne lære af Entrepose. Det var så hans opgave at lære det videre til os, når vi kom og besøgte ham hver tredje uge, fortæller Niels Arkil.
Og lærepengene betalte sig hjem. I 1980 løb det fællesejede selskab, Arkil-Entrepose, med kontrakten på 93 kilometer gasledning, som strakte sig fra den dansk-tyske grænse op til Egtved. Det gav lidt medieopmærksomhed, at dette lille og ukendte selskab fik kontrakten foran nogle af de store og kendte danske konsortier.
Selskabet løste opgaven så tilfredsstillende, at det også i 1985 vandt den næste strækning på 128 kilometer fra Egtved til Viborg.
Selv om arbejderne med gasledningen lagde beslag på mange ressourcer, begyndte Ove Arkil i 80’erne den opkøbsbølge, som har præget selskabet stort set lige siden. I 1983 blev både Viborg Entreprenørbyg og B. Møller Gregersen en del af Ove Arkil-koncernen, og i 1985 var det entreprenørvirksomheden Brdr. Andersen i Birkerød, der stod for tur, og i 1986 erhvervedes også aktierne i den relaterede virksomhed Brdr. A & B. Andersen.
I 1987 overtog Ove Arkil både Clausen & Mikkelsen i Skodborg og Fyns Jordbor, der var specialiseret i funderingsopgaver. Det blev startskuddet til det, der i dag er Fundering.
I 1986 fik Ove Arkil sin første, store miljøopgave, der samtidig var den første af sin art i Danmark. Under stor bevågenhed fra både myndigheder og medier rensede virksomheden et kemikaliedepot ved Skrydstrup. Det var et spændende nyt område, som blandt andet medførte følgende ord i årsberetningen: "Arbejdet gav værdifuld know-how til virksomheden, og selskabet ser sig nu i stand til at tilbyde såvel underentrepriser som hovedentrepriser og totalløsninger til stat, amter og kommuner på dette vigtige felt."
Og miljøopgaverne blev ved med at komme i en grad, så Ove Arkil i 1988 etablerede en landsdækkende miljøafdeling.
Efter at Spanien slap ud af diktaturets greb med Francos fald i 1975, var der i 1980’erne kommet rigtig godt gang i byggeriet i landet. Især Costa del Sol var hjemsted for et byggeboom af de større, da udenlandske turister havde mulighed for at bygge og eje boliger dér.
Ove Arkil var klar på at udnytte mulighedene uden for landets grænser og etablerede i 1986 Ove Arkil España, der opkøbte byggegrunde på Costa del Sol og byggede huse i spansk stil og dansk kvalitet. Og de første 16 kædehuse, som selskabet byggede, blev revet væk. I løbet af 1990’erne stilnede byggeaktiviteten af, og Ove Arkil España blev nedlagt igen i slutningen af 90’erne.
De mange kabelopgaver faldt på et småtørt sted i starten af 90’erne, som var præget af lavvækst et meget lavt investeringsniveau oven på de skrappe finanspolitiske tiltag, som i midten af 80’erne skulle rette op på dansk økonomi. Der var langt mellem de store udbud helt ind til midthalvfemserne, og samtidig havde Arkil også en regning at betale fra 80’erne:
- De store gasledning-opgaver, vi løste i 80’erne, lagde beslag på så mange af vores ressourcer, at vi var for lidt til stede på de øvrige områder. Så i starten af 90’erne måtte vi bruge en del kræfter på at få ordentligt fodfæste i markedet igen, husker Niels Arkil.
Man da der kom gang i samfundet igen sidste halvdel af 90’erne, havde Arkil så rigeligt fået fodfæstet tilbage og kunne ved årtiets udgang præsentere tocifrede vækstrater.
De fleste over 30 husker også tydeligt, hvor de befandt sig d. 9. november 1989, da Berlinmuren faldt. Med et slag var den kolde krig et afsnit i historiebøgerne, og ganske kort efter stod det klart, at Tyskland igen blev forenet – med en østlig del i forfald og et akut behov for store infrastrukturinvesteringer.
Som så ofte før, så Arkil muligheder ud over landets grænser, og allerede i 1990 etablerede virksomheden to datterselskaber i det tidligere Østtyskland. Nemlig MAW Mecklenburger Asphaltmisch Werke GmbH og ASA-Bau GmbH for at udnytte de forventede massive investeringer i infrastruktur.
Det viste sig at være en klog satsning at være så hurtig på aftrækkeren. De to selskaber landede i første halvdel af 90’erne en solid indtjening, mens det kneb mere i sluthalvfemserne, hvor rigtig mange andre havde fået samme idé, og konkurrencen derfor blev benhård. Med udgangen af 90’erne var de to selskaber lagt sammen til et – nemlig det, der stadig i dag er ASA-Bau GmbH.
I 1993 fik Arkil A/S for første gang siden 1977 ny, administrerende direktør. Det skete i forbindelse med en strukturel ændring, hvor selskabet blev splittet op i Arkil Holding, der var noteret på Fondsbørsen, og Arkil A/S, der stod for aktiviteterne og var 100 procent ejet af Arkil Holding.
I 1998 skrev Arkil historie, da virksomheden som den første private leverandør overtog driften af alle amtsveje i det daværende Sønderjyllands Amt. Det skete i selskabet OASA, der var 49 procent ejet af amtet og 51 procent af Arkil. Det blev så stor en succes, at da amterne i 2004 stod overfor nedlæggelse, overtog Arkil det fulde ejerskab af selskabet, som blev til Arkil Vejservice.
Selv om Arkil i løbet af 90’erne fokuserede mere og mere på kerneforretningen inden for anlæg og byggeri, var der dog plads til et par afstikkere til helt andre forretningsområder. En af dem var en ejerandel i selskabet Denerco, der søgte efter olie i Nordsøen. De første mange år var der ikke meget champagnebrus over det, da selskabet blev ved med at bede aktionærerne om at sende flere penge. Men i sluthalvfemserne fik Denerco endelig slået hul på den sorte guldåre og blev senere solgt med en pæn fortjeneste.
2005 bød på udvidelse af aktiviteterne øst for Storebælt, da der blev etableret en asfaltfabrik i Næstved, og i Greve ved København blev alle hidtidige aktiviteter i hovedstadsområdet samlet i et nyt regionskontor. 2007 blev året, hvor tredje generation af Arkil-familien satte sig i direktørstolen, da Jesper Arkil, cand.merc.dat og søn af Niels Arkil, overtog ledelsen af virksomheden. Samme år passerede omsætningen i koncernen 2 mia. DKK.
Arkil Holding A/S overtog i 2008 anlæg, beton- og kabelaktiviteterne i Colas Danmark A/S. Opkøbet sker som et led i koncernens strategi om at styrke og øge aktiviteterne indenfor anlægs- og specialområder. I 2010 køber Arkil A/S virksomhederne Arne Hansen A/S og Stürup A/S.
Nyt hovedkontor
Hovedkontoret flytter i 2015 fra det gamle domicil på Åstrupvej i Haderslev ud i nye og moderne omgivelser på Søndergård Alle 4 ved Hammelevmotorvejen. Det gamle hovedkontor sættes til salg.
Samme år åbner Arkil A/S nyt afdelingskontor i Odense for at komme tættere på de store infrastrukturprojekter i og omkring Odense, der forventes igangsat de kommende år.
I 2016 fejrer Arkil koncernen 75 års jubilæum.
Afnotering fra Børsen
Ledelsen og kontrollen med firmaet er forblevet på familiens hænder gennem tre generationer. Selskabet blev børsnoteret på Københavns Fondsbørs i 1978 og er siden blevet tegnet af en professionel bestyrelse. I foråret 2019 tilbagekøbte Jesper Hessellund Arkil (th) og Jens Skjøt-Arkil (tv), som er 3. generation i firmaet, selskabets B-aktier, hvorefter selskabets aktier blev afnoteret fra Børsen den 2. juli 2019.
Trods sin høje alder er Arkil én af Danmarks mest markante entreprenørvirksomheder med 2.100 medarbejdere fordelt på afdelinger i både Danmark, Nordtyskland og Irland.
I 2022 overdrager Agnete Raaschou-Nielsen formandskabet for bestyrelsen til Jesper Arkil. Diplomingeniør Jens Skjøt-Arkil, søn af Niels Arkil, indtræder i direktionen for Arkil Holding A/S og Arkil A/S.
I 2023 indtræder Anders Blaavand og Thomas Fonnesbæk Boe ind i koncernledelsen som henholdsvis Group CFO og Group COO, hvor Michael Hansen bliver adm. direktør i Arkil A/S.
Find din afdeling eller kontaktperson her.