Underjordisk rørbassin skal stoppe oversvømmelser i Sønderborg
Sønderborg har de seneste år været udsat for oversvømmelser, når regnen falder ekstra kraftigt. Et stort underjordisk rørbassin skal nu være med til at stoppe problemerne.

Klimafordringer betyder udsigt til mere og kraftigere regn i fremtiden. Derfor har Sønderborg Forsyning, SONFOR, sat gang i et klimasikringsprojekt ved Sønderskov-skolen.
Arkil har gravet to store rørbassiner ned – hver med en diameter på to meter. Rørene ligger parallelt med hinanden og er hver 88 meter lange. De to rørbassiner skal midlertidigt opbevare store mængder regnvand, indtil der igen er plads i det eksisterende ledningsnet.
Til projektet har SONFOR i samarbejde med Sweco valgt glasfiberrør frem for traditionelle betonrør. Glasfiberrørene vejer markant mindre end betonrør, hvilket giver klare fordele i udførelsen.
”Monteringen er nemmere, og det går hurtigere at lægge og samle rørene, fordi de er lettere end betonrør,” fortæller entrepriseleder på projektet, Mike Boulund Bech.
De lettere glasfiberrør er ikke kun en fordel for arbejdsgangen, men også for formanden på projektet.
”Vi kan bruge vores egne maskiner. Vi behøver ikke leje kraner eller andre store maskiner for at håndtere rørene,” fortæller den glade formand Rasmus Meyer.
Sjakket er nu færdige med etableringen af de to Ø2000-rør, og arbejder i øjeblikket på at tilslutte de nye rør til det eksisterende ledningsnet. Det er Ø800 glasfiberrør, der forbinder de nye rørbassiner til det allerede etablerede rørsystem.
Projektet startede i slutningen af oktober 2025, og er planlagt til at være færdigt til marts 2026, men går arbejdet fortsat som nu, forventer entrepriselederen at blive færdig før tid.
”I slutningen af januar forventer vi at være færdige med rørbassinerne, og så mangler vi kun reetableringen af det område, vi har kørt og gravet i,” fortæller entrepriseleder Kim Sievertsen.
Sønderskov-skolen og børnene skal have deres legeplads tilbage. Rørbassinet løber gennem en del af legepladsen, så gyngestativet skal sættes op igen, muld skal lægges ud og græs skal sås, inden projektet kan endeligt afleveres.
