Nu skubber vi rør så let som ingenting
Der sker ting og sager, når man slipper to rutinerede maskinførere løs, hvoraf den ene har baggrund som smed. Troels og Erling har opfundet en helt ny rørskubber til gravemaskinen, og afdelingen har allerede fire eksemplarer.
”Hvis ikke der findes et stykke værktøj til en opgave, så skal vi da ha’ det lavet,” lyder det frisk fra Troels Wisby Pedersen.
Og det er stort set sådan, det er gået til med den nye rørskubber i Esbjerg, som Troels Wisby Pedersen står bag sammen med sin maskinfører-kollega Erling Jensen.
Ideen til rørskubberen bliver kickstartet i slutningen af 2020. Her vinder Stürup, Arkils afdeling i Esbjerg, en del af projektet Fremtidens Fjernvarme, hvor der skal etableres en havvandsledning på Esbjerg Havn. Opgaven indebærer blandt andet at lægge små tre kilometer Ø1200 GAP rør. Og her begynder tankerne om et værktøj, der kan bruges til at skubbe de mange rør sammen, at melde sig.
”Vores formand Martin Langfrits sender et billede af en rørskubber svejset sammen af gammelt jern, som han har set et sted. Han spørger, om jeg kan lave sådan noget. Jeg går i gang, men ret hurtigt finder vi på noget andet,” fortæller Troels
Troels, der tidligere har arbejdet som smed, går i gang med at tegne og producere en prototype til rørskubber hjemme i hans eget værksted. Ret hurtigt bliver han og Erling grebet af processen.
”Vi kunne jo lige så godt lave et multiværktøj, ikke kun til havvandsledningen, men til alt muligt andet,” siger Troels begejstret.
Protypen tager han med til Erling, som skal teste rørskubberen. De sparrer med hinanden og får hurtigt rettet til, hvor de ikke er helt tilfredse.
”Til at starte med var rørskubberen ikke designet til at kunne rykke fra side til side, men det kan den nu,” siger Troels og Erling.
100 gange mere sikkert
Man kan tydeligt mærke, at Troels og Erling er stolte over deres opfindelse.
”Rørskubberen har forenklet arbejdsprocessen. Nu smider du bare din skovl og tager rørskubberen på. Så er der en, der hægter stropper i, Erling sænker røret ned, og så står der folk nede midt ved røret, som piller stropperne af. Og i stedet for at gå ned til enden, går de op og holder øje med mufferne i den anden ende,” fortæller Troels.
Erling fortsætter:
”Ja, og så sidder jeg selv og styrer og holder øje med laserstrålen inde i røret. Den er genial, det er den. Jeg har kun rørene, jeg skal kigge efter, ikke hvor kollegaerne har fingrene henne. For det er jo kun en brøkdel af et sekund, der skal til.”
Et par af gutterne, som ofte står nede ved rørene, når de sættes sammen, nikker anerkendende.
”Det er 100 gange mere sikkert, og der er ikke risiko for, at han klemmer mine fingre. Og det er jo lige så slemt for maskinføreren, som det er for mig,” understreger holdformand Arne Peder Nielsen.
Flere versioner på tegnebrættet
Erling kører i dag med makkerparrets første rørskubber. Men siden foråret er der produceret yderligere tre rørskubbere, og her har Troels og Erling ikke kunnet lade være med at finpudse lidt. For eksempel er der kommet en løftekrog til, og skiftesiderne er blevet længere.
”På tegnebrættet er der to nye, blandt andet til gravemaskiner uden rotortilt. Men dem venter vi lidt med,” fortæller Troels og griner.