23. september 2024

Danske struktør-medaljer ved Worldskills

Der var tæt løb i Lyon, da de danske bygningsstruktører deltog ved WorldSkills 2024 i Lyon.

Der var stor begejstring efter medaljeuddelingen i Lyon. Fra venstre er det Peter Schmidt Rasmussen, Tue Larsen, Nicklas Friis Knudsen, Alex Overby og landstræner Alex Thorsen.

De danske debutanter gav de etablerede nationer kamp til stregen, da der var verdensmesterskaber for unge faglærte i Lyon forrige weekend.

Her deltog danske lærlinge og elever fra 18 forskellige fag, og for første gang var bygningsstruktører repræsenteret. Det skete i form af Alex Overby (Per Aarsleff) Nicklas Friis Knudsen (HME Byg & Entreprenør), der sikrede sig en Medal for Excellence for deres præstation.

Alle de deltagende nationer stillede med hver en dommer, og fra Danmark var det Peter Schmidt Rasmussen, der sammen med Arkils Lars Eriksen har været medinitiativtager til at skabe et landshold for bygningsstruktører.

”Det gik jo sindssygt godt! Det er første gang, vi er afsted, og så kommer de hjem med noget om halsen. Det synes jeg er super flot, og det er uden tvivl de bedste drenge, jeg nogensinde har arbejdet med,” siger Peter, der til daglig er kalkulationschef i NCC.

Imponerede kinesisk dommer

Det danske hold sluttede på en fjerdeplads kort efter Østrig på førstepladsen samt Kina og Tyskland på en delt andenplads. Dermed rakte præstationen lige netop ikke til en podieplads, men med en samlet score på 705 fik danskerne udmærkelsesmedaljen, som går til alle med mere end 700 point ud af de 800 mulige.

”Deres betonopgave var den bedste, jeg målte på, og den kinesiske dommer kom også over og sagde, at han var imponeret over Alex og Nicklas’ arbejde. I disciplinen armering gik det også godt, men formarbejdet var desværre ikke helt godt nok,” siger Peter.


Som det fremgår af "rygmærkerne", er der meget bred opbakning til landsholdet fra branchen. Foto: SkillsDenmark. 

Til gengæld overgik danskerne Indien, der ikke nåede at gennemføre hele opgaven. Japanernes form sprang under støbningen, og også hjemmeholdet fra Frankrig – der ellers traditionelt er blandt de stærke deltagere – måtte se sig slået af danskerne.

Landshold er vejen frem

Selvom landsholdet i bygningsstruktør er nyt, er det ikke første gang, at danske bygningstruktørelever deltager ved internationale stævner. Erfaringerne fra tidligere viser dog, at de danske deltagere ikke har været gearet til de store stævner, og at niveauet heller ikke har matchet konkurrenternes.

Ifølge Peter Schmidt Rasmussen er præstationen fra Alex og Nicklas blandt andet med til at understrege, at etableringen af et landshold inden for faget er vejen frem.

” Vi kan ikke regne med, at de to bedste elever tilfældigvis går på den samme skole, men med et landshold har vi muligheden for at udvælge de bedste elever fra hele landet,” siger han.

Kriblede i fingrede

Med som reserve på landsholdet var Arkils lærling Tue Larsen. Op til World Skills har Tue trænet sammen med Alex og Nicklas, så han kunne springe til, hvis en af de andre skulle blive forhindret i at deltage. Om det kriblede i fingrene, imens han iagttog holdkammeraternes flotte indsats fra sidelinjen?

”Ja, det gjorde det virkelig! Jeg ville rigtig gerne have været oppe hos dem,” siger han og tilføjer, at han lærte meget fra tilskuerpladsen, som han kan bruge, når han er med som deltager ved EuroSkills i Herning næste år.

”Det var vildt at opleve, hvor stort det hele er. I forhold til DM i Skills er der mange flere tilskuere, og opgaverne er meget vildere. Så man skal virkelig være dygtig til ikke at lade sig distrahere. Jeg glæder mig til selv at stå i det i Herning,” siger Tue.

EuroSkills 2025 bliver afholdt 9.-13. september i Herning.

Læs mere om det danske landshold for bygningsstruktører her.

Selvom der er langt til Lyon, var der masser af rødhvide tilskuere til WorldSkills 2024.

 

KONTAKT

LARS ERIKSEN
AFDELINGSCHEF, ARKIL ANLÆG RANDERS

Tlf: 40 19 55 61
​le@arkil.dk

FAKTA - Landsholdet til Skills

Resultat for bygningsstruktører ved WorldSkills 2024

  • Østrig: 733 point
  • Tyskland: 714 point
  • Kina: 712 point
  • Danmark: 705 point
  • Frankrig: 695 point
  • Kina: 673 point
  • Japan: 643 point
  • Indien: 602 point

FAKTA - Lærlinge i Arkil

I Arkil ser vi det som vores ansvar at uddanne lærlinge og elever, hvilket bidrager til sikring af fremtidens arbejdskraft.

Vores målsætning er, at 10 pct. af de timelønnede medarbejdere i Danmark.

I 2023 var andelen 12,4 pct.

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk