23. maj 2024

89 samlet til Arkils årlige Elev- og Lærlingedag

Der var både rundvisning, konkurrence og en tur på vægten til Arkils Elev- og Lærlingedag, som i år blev afholdt på Sjælland.

Et af årets højdepunkter i Arkil er den dag, hvor elever, lærlinge, mentorer og lærlingeansvarlige fra alle afdelinger er samlet.

I år gik turen til Sjælland. Her var der rundvisning på det store fjernvarmeprojekt, som Arkil udfører i Sorø. Der var sørget for strålende solskin til lejligheden, og projektchef Alexander Skagge Pedersen fortalte om mange af de løbende optimeringer, der viser sig muligheder for, når man over mere end et år skal etablere mere end 600 stik og lægge 21 km hovedledning i jorden.

Næste stop for formiddagens faglige input var Sorø Varmeværk, som blandt fyrer med have- og park-affald. Efter en spændende tur rundt på værket var det tid til frokost, men først skulle alle 89 deltagere en tur på vægten. 7,2 ton blev det til i runde tal, og det var vel at mærke før frokost og det kagebord, der var disket op med på dagens næste stop – Super Bowl i Slagelse.

Her var der på forhånd lavet hold, så deltagere fra nær og fjern blev blandet med hinanden. Eftermiddagen igennem lød der jævnlige udbrud af både vrede og begejstring fra de mest konkurrence-mindede deltagere på bowlingbaner og golfsimulatorer, og der går sågar et rygte om, at en fynbo forlod bygningen midlertidigt med fugtige øjne efter tre pool-nederlag i træk til en kollega fra Aarhus. 

Hverken ydmygelser eller andre følgevirkninger kan dog ændre på, at dagen var præget af god stemning, nye input og nye bekendtskaber på kryds og tværs!




 

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk