24. september 2025

Uniform på jobbet-dag: Patrick og Jan er frivillige brandmænd ved siden af jobbet i Arkil

Når alarmen lyder i Bredebro eller Visby, slipper Patrick og Jan alt, hvad de har i hænderne – også når de er på arbejde i Arkils afdeling i Tønder.
For udover deres hverdag i anlægsbranchen er de begge frivillige brandmænd, og det er en rolle, de bærer med både stolthed og alvor.

“Man er stolt over at få uniformen på, for det betyder meget i hvert fald,” fortæller Patrick, der har været frivillig brandmand i snart 18 år i Bredebro Frivillige Brandværn.

For ham handler det om at kunne hjælpe andre, men også om det helt særlige sammenhold:
“Kammeratskabet. Det er meget vigtigt for mig. Det er en lille familie,” siger han.

Kollegaen Jan nikker genkendende. Han har været brandmand siden 1988 og har derfor kørt ud til alarmer i mere end 37 år.

“Jeg har mit tøj liggende klar. Så det er bare lige til at hoppe i og så af sted. Du ved ikke, hvornår du skal ud og hjælpe – det er bare fedt at kunne hjælpe andre i nød,” fortæller han.

Når arbejdet må vige
Begge mænd fremhæver, hvor meget det betyder, at de også i arbejdstiden kan løbe til brand, hvis alarmen lyder.

“Vi må gerne køre med til brand i arbejdstiden. Og det syntes jeg er kanonfedt, at Arkil tillader,” fortæller Patrick.

Det er en ordning, de er glade for. For når pageren summer midt om natten – eller i løbet af arbejdsdagen – så er det alvor.

“Det er det der kick. Når den der pager går i gang, så er du oppe på dupperne. Og selvom det er klokken tre om natten, så er du klar,” fortæller Jan. 

Patrick smiler og tilføjer:
“Det er da en drengedrøm at få lov til at køre en lastbil med blå blink og sirener.”

En familieindsats
For Patrick er det ikke kun ham selv, der bakker op om indsatsen – det gør familien også.

“Nu har jeg to børn, en dreng og en pige, derhjemme. De ved, når alarmen lyder. Jamen, de har åbnet døren og fundet sko og bilnøgler frem. De synes, det er fedt, at deres far kører med til brand. Og de står også gerne og vinker, når vi kører forbi vejen.”

Uniform på jobbet-dagen
Historien om Patrick og Jan er blot ét eksempel på de mange Arkil-medarbejdere, der i deres fritid trækker i uniformen og stiller sig til rådighed for samfundets sikkerhed.
Vi markerer vi Uniform på jobbet-dagen – en årlig begivenhed, hvor virksomheder og kolleger over hele landet hylder reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Kystredningstjenesten og Beredskabet. 

De fortjener alle, at blive anerkendt og vi ønsker at støtte dem i deres frivillige arbejde. De gør en forskel både på arbejdet og ude i samfundet. Tak. 

 

Fakta: Hvad er Uniform på jobbet-dagen?

Formål: Uniform på jobbet-dagen er en årlig begivenhed, hvor danske virksomheder og organisationer hylder medarbejdere, der også tjener samfundet i uniform.

Hvem deltager? Dagen markerer indsatsen fra reservister og frivillige i bl.a. Forsvaret, Hjemmeværnet, Kystredningstjenesten, Beredskabsstyrelsen – og frivillige brandværn over hele landet.

Hvorfor markeres dagen? For at anerkende de tusindvis af danskere, som i fritiden stiller sig til rådighed for Danmarks sikkerhed og beredskab – og for at styrke samarbejdet mellem erhvervsliv og forsvar.

Hvornår? Dagen finder sted hvert år i september og er landsdækkende.

Arkil og dagen: Arkil bakker aktivt op om dagen og fortæller historier om medarbejdere, der kombinerer jobbet i anlægsbranchen med en frivillig indsats i uniform.

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk