16. oktober 2025

Støjskræme: Jørgen, Steen og Nicklas bygger Vojens lidt mere stille

Det småregner. Ikke nok til at kalde det rigtigt regnvejr – bare sådan en fin, vedholdende støvregn, der ikke for alvor gør en våd.

Og der ude i den støvregn bag afspærringen langs Ribevejs midlertidige indsnævring møder vi Jørgen. Sjakbajs og med et GPS-stativ i hånden.

“Vi skal jo lave støjskærme, og vores arbejde lige nu er jordarbejdet – afvanding og gøre klar til beplantning,” fortæller han og kigger ud over strækningen, hvor stålsøjlerne allerede står på række.

“Når kassetterne kommer, skal vi sætte dem i og beklæde dem med træ.”

Han har stået i jord i over 45 år, og har både arbejdet som selvstændig, anlægsgartner og nu senest som sjakbajs i Arkil.

Sten fra Samsø – og Volvo for altid
Længere nede ad vejen møder vi Sten i hjulgraveren. 25 års erfaring, oprindeligt fra Samsø, men nu fastboende jyde. Han styrer Volvoen med millimeterpræcision, han får det til at se let ud.

“Jeg elsker maskiner. Helst Volvo, selvfølgelig.”

Han har mest haft erfaring med klassiske store gravemaskiner. Men nu er der hjul på, og det er faktisk helt okay.

”Når man har siddet så mange år i maskine, så gør man tingene på rutinen – men man lærer stadig nyt hver uge. Og sådan en her er faktisk ret spændende at køre i”

Han har et fast greb om joysticket. Ingen stress, ingen jag. Et løft her, et tryk dér.

Lige bag dem sidder Nicklas i en rende, 18 år og lærling. Han er ved at save et rør til. 

“Han (Sten) prøver altid at få mig til at give kage,” siger han. “Hvis jeg sover bare lidt over mig, så mener han, at jeg skal give kage. Han er bare glad for kage”, konstatere den unge mand, der kigger op mod Sten og Volvoen.

Sten nikker og sender ham et blik gennem frontruden.

“Han lærer det nok,” siger han. “Men kage hjælper altid”, griner han.

Lærlingen, der drømmer om maskinen
Nicklas er ny i faget – men ikke i miljøet.

“Jeg har en bedstefar, der har kørt gravemaskine i 57 år. Og der har jeg jo været med ude siden jeg var tre år,” fortæller han.

“Som 13-årig lå jeg ude med ham i en hel uge. Det var bare fantastisk.”

Han skubber hænderne i lommerne og kigger på Sten i maskinen.

“Hvis jeg fik lov, kunne jeg stå i timevis og se ham køre. Bare se og lære.”

Niklas drømmer selv om at køre maskine en dag.

”Helt klart en gravemaskine, og så er Volvo jo det eneste, der duer”, siger han kort og godt.

Lige nu er han i lære som anlægsstruktør, men får af og til lov til at køre de mindre gravemaskiner. Godt nok en Komatsu, så det snakker vi ikke mere om.

“Men jeg lærer noget hver dag herude,” siger han. “De gamle har styr på det.”

Og hvis noget ikke sidder i skabet, så får han det at vide.

“Hvis jeg ikke gør det ordentligt, så kommer Jørgen: ‘For helvede, Niklas! Ned og lav det om!’
Ja, ja – så fik man lige en lille skideballe der. Men Jørgen er af den gamle skole, og han vil have, at jeg skal gøre det rigtigt fra starten. Og det kan jeg faktisk rigtig godt lide”, siger han tilfreds.

Et sjak med rytme – og grin
Jørgen tjekker målepunkterne. Sten suser derudad på gummihjul. Nicklas kravler tilbage i renden, nu med sikkerhedsbriller, ørepropper og en vinkelsliber.

Et blik, et nik – så ved de, hvem der gør hvad. Ingen store ord, ingen store armbevægelser.

“Vi når det til første november,” siger Jørgen kort, mens han tager et skridt tilbage for at vurdere faldet i terrænet.

De hygger sig midt i støvregnen, sådan som et godt sjak gør det. Det er nok derfor, det kører så upåklageligt.

Til sidst: ro
Når støjskærmen står færdig, vil bilernes brummen forsvinde bag skærmene. For naboerne på den anden side af Ribevej betyder det måske mere ro på terrassen – eller bare lidt færre afbrudte sætninger ved aftensmaden.

Men for Jørgen, Sten og Nicklas og de andre, der arbejder på projektet, betyder det bare endnu et stykke arbejde gjort rigtigt.

“Det bliver godt, det her,” siger Jørgen og kigger ud over rækken af stålsøjler.