2. december 2020

Nordjyske kollegaer klør på efter nedlukning


Plusbus-byggeri, Aalborg

Ud af en endeløs række af Corona-relaterede pressemøder, blev pressemødet den 5. november et af de mere afgørende for Arkil; Det blev starten på to ugers nedlukning af Nordjylland.

Nok har der været lukket ned, men Arkils folk i Aalborg har haft rigeligt om ørerne de seneste uger. Afdelingsleder René Hald fortæller:

"Vi havde allerede hørt lidt rygter om en nedlukning og var så småt begyndt at ringe lidt rundt og snakke om, hvad vi skulle gøre, hvis de lukkede kommunegrænserne. Så da det lå klart, hvad der skulle ske, rykkede vi på det med det samme".

De næste mange timer og dage blev der ikke tid til megen nattesøvn. Ansatte i de syv berørte kommuner skulle kontaktes og der skulle dannes et overblik over, hvilke byggepladser, der måtte lukke ned. En af de pladser, der måtte lukkes helt ned var Aalborg Universitet, som vi siden påske har været i gang med at sikre mod en såkaldt '100-årshændelse'.

"Vi har udvidet de eksisterende kanaler, gravet nye søer og i det hele taget forskønnet området. Men da vi skulle i gang med græssåning, måtte vi så pludselig lukke helt ned fra den ene dag til den anden. Vi har mange folk, der bor uden for kommunegrænsen. Det var faktisk kun vores elev, der måtte komme på pladsen, fortæller entrepriseleder Stine Vistrup, der efterhånden har fået normale tilstande på byggepladsen igen.

Skybrudssikring af Aalborg Universitet
Stine Vistrup og kollegaerne ved Aalborg Universitet

 

Ingen slinger i valsen

Også på hovedkontoret i Hammelev fulgte man ivrigt med i pressemødet den 5. november og slog med det samme på tråden til kollegaerne i Aalborg.

"Budskabet fra regeringen var jo tvetydigt, for de sagde, at borgere med kritiske funktioner fortsat gerne måtte krydse kommunegrænserne. Og hvad er så en kritisk arbejdsfunktion? Det er op til den enkelte at beslutte, siger teknisk direktør Jan Schmidt, som allerede under regeringens pressemøde ringede op til René Hald for at sikre sig klare linjer. Cirka 30-40 kollegaer bosat i de berørte kommuner skulle sendes hjem med fuld løn, lød beskeden.

"Det var utroligt rart med en klar udmelding, for jeg sad med en masse nervøse kollegaer i røret, som var usikre på, hvilke konsekvenser dette her kunne få for dem personligt. Men meldingen fra ledelsen var klar: ingen medarbejdere skulle betale regningen for det her - de kunne gå hjemme med løn og så var det op til os bagefter at løse det med lønkompensation," siger René Hald, der stadigvæk har et stykke arbejde foran sig i forbindelse med den nu overståede nedlukning.

"Pladserne kører efterhånden på fuldt blus. Nu følger en masse papirarbejde, hvor vi bl.a. skal dokumentere overfor bygherre, hvorfor vi fandt det nødvendigt at lukke ned og derfor er kommet bagud i forhold til den oprindelige tidsplan, siger han.


Rene Hald (nederst tv.) holder møde på kontoret i Aalborg

KONTAKT

René Hald
Afdelingschef

reh@arkil.dk
Tlf.29685999

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk