Jubilæum: 25 år med det usynlige arbejde
Kim Ørnhøj Jørgensen fejrede sit 25-års jubilæum i selskab med fruen og gode kollegaer på kontoret, hvor en pølsevogn lagde turen forbi.
Kim Ørnhøj Jørgensen har igennem 25 år specialiseret sig i former for fundering, som man sjældent kan se, når arbejdet er udført. Det er dog kun med til at gøre det endnu mere fascinerende, lyder det fra jubilaren.
Det er på mange måder tilfældigheder, der har ført til, at Kim Ørnhøj Jørgensen netop har fejret 25-års jubilæum hos Arkil Fundering i Middelfart.
Han valgte tilfældigvis at uddanne sig til ingeniør, fordi naboens dreng snakkede studiet op. Efter at have søgt bredt som nyuddannet, endte han tilfældigvis med at tage en stilling hos Vejle-entreprenøren H.R. Aagaard i 1999. Og tilfældigvis blev Aagaard opkøbt af Arkil halvandet år senere.
”Ja, jeg har aldrig rigtig fundet ud af, om Arkil betalte penge for at få mig med i købet, eller om de fik rabat for at tage mig med,” siger Kim spøgende den dag i dag.
Specialist med tiden
Rækken af tilfældigheder sluttede da heller ikke helt med ansættelsen hos Aagaard.
”Dengang regnede jeg nok med, at jeg ville blive i to-tre år. Men jeg blev taget virkelig godt imod af den daværende direktør Holger Madsen, og jeg blev mere og mere begejstret for faget,” siger Kim og fortsætter:
”Egentlig havde jeg nok heller ikke brug for at kigge så meget videre. Både fordi jeg nok lidt er en tryghedsnarkoman, og fordi jeg jo også bare havde det godt der, hvor jeg var og stadig er.”
I takt med, at fax er blevet til email, totalstationer er suppleret af GPS, og Postdanmark er faldet af på den, har Kim udviklet sig til en specialist inden for spuns og pælefundering. Tidligt i karrieren var han med til at sætte spuns til tredje etape af den københavnske metro fra Lergravsparken til lufthavnen, og blandt højdepunkterne var også arbejdet med at føre Baltic Pipe-rørledningen igennem Lillebælt.
For Kim er det også særligt spændende at være med på projekter, hvor Arkil-kollegaer med forskellige kompetencer arbejder sammen på tværs af afdelinger.
”De der fællesprojekter giver jo en berøring med kollegaer rundt omkring, og man får et godt netværk ud af det. Man finder også ud af, at der jo er nogle relativt dygtige folk rundt omkring i Arkil, og når vi så bliver sat sammen, så bliver vi rigtig gode,” siger han.
Tænder på det umulige
Nu skal jubilæet fejres med gode kollegaer omkring en pølsevogn, der bliver rullet ind på pladsen ved kontoret. På den anden side af milepælen ser Kim frem til at fortsætte med spændende arbejdsopgaver.
”Vi skal jo i gang med Høfde 42, og i den nære fremtid venter der også en spændende udfordring i forbindelse med sideudvidelsen af E45. Der måtte jeg have fat i en speciel maskine fra Tyskland, så vi kan bore pæle ned i 13 meters dybde inde under en bro, hvor der kun er 3,9 meter til loftet,” siger han og tilføjer at netop den slags mere eller mindre umulige opgaver er med til at begejstre ingeniøren i ham.
”Tit får jeg jo også lov til at bruge min ingeniørfaglighed til at dimensionere og designe, så vi også bliver en slags rådgiver for kunden. Det er også med til at gøre jobbet spændende.”
Kim bor i Odense med sin hustru. En stor del af fritiden bliver afholdt i sommerhuset ved Vejers Strand, og ellers står den på hygge med familie og venner samt en løbetur i ny og næ.
”Og selvom man som vi ikke har nogen børn, så tager arbejdet alligevel ret meget af ens fritid,” siger han med jysk lune.
Afdelingschef Thomas Enslev holdt tale.