Godt kollegaskab - med tryghed, tillid og lidt ”røg”
I Arkil har vi mange byggepladser, hvor projekterne løber over lang tid og hvor medarbejderne kommer til at kende hinanden rigtig godt. Det er også tilfældet for et sjak på ni mand på et kloaksepareringsprojekt i Løjt tæt ved Aabenraa. Og nøgleordet her – er selvfølgelig godt kollegaskab. I løbet af 2021 vil vi fortælle flere af de gode historier om medarbejderne ude fra vores byggepladser.
Et års intenst samarbejde har givet et ekstra godt sammenhold i et sjak fra Løjt. Hverdagen er præget af godt humør, mændene lært hinanden godt at kende, hinandens humor, jargon, og ikke mindst måden at arbejde på. Det skaber tryghed og en speciel tone mellem dem.
”Nu kender vi hinandens måde at bevæge sig på. Det betyder meget, når vi skal op og ned af hullerne, og maskinføreren ved, hvor han skal kigge hen. Vi har alle vores rutiner og klare roller, og når man arbejder sammen så længe, bliver det efterhånden en helt velsmurt maskine,” siger Casper Juhler.
”Vi har hver især nogle klare roller, og jeg ved, hvem jeg skal kigge efter og hvorhen. Det gør noget godt for arbejdsflowet, at vi er en fasttømret flok, der har nogle bestemte bevægemønstre. Samtidig er vi hver især klar til lige at hjælpe hinanden, hvis man en dag hænger lidt i bremsen. Det er også vigtigt, at man kan se, hvordan vi har det.”
Når samspillet i et sjak er godt, smitter det også positivt af på de borgere, de møder hver eneste dag, og som følger med i projektet på nærmeste hold.
Det gør, at der kan komme et ekstra overskud til at møde de borgere, der kan være kritiske over for arbejdet på deres vej eller i deres by. Som da Manfred Dethlefsen for nylig fik kontakt med en kvinde, som generelt har været irriteret på projektet. En dag kom hun gående med favnen fuld af blomster, hvorefter han kiggede ud af vinduet på maskinen og sagde: ”Nej, næste gang behøver du ikke komme med blomster. Jeg vil hellere have chokolade,” fortæller Manfred Dethlefsen, hvorefter kvinden brød ud i grin, og siden da har stemningen været god.
Netop den kammeratlige tone indbyrdes gør, at arbejdet ganske enkelt glider nemmere, synes Casper Juhler: ”Vi kender hinandens måde at arbejde på, vi behøver ikke at bruge så meget energi på at koordinere og tale med hinanden, for vi har arbejdet så længe sammen, at vi ved, hvem der skal gøre hvad”.
”Vi ved jo godt, hvem der kan tåle lidt røg, og at vi på en god måde kan joke lidt med hinanden. Vi kender hinanden så godt, så vi ved godt, hvor grænsen går. Men når vi kan gå og joke lidt med hinanden og have det sjovt indbyrdes, går dagene jo også bedre,” siger Rasmus Søgaard Meyer.