Gellerup forskønnes med 40.000 m2 ny bypark
Foto: Realdania
Tre multibaner, 4000 m2 snoede stier, 800 træer og en ny kunstig sø er blot nogle af elementerne i Gellerups nye bypark, der skal stå færdig til sommer. De kunstneriske og æstetiske krav til udformningen af den 40.000 m2 nye bypark er høje, og gør anlægsarbejdet til en spændende udfordring.
”Der er intet i dette projekt, der er lige ud af landevejen”, erkender entrepriseleder Daniel Hawthorn Nielsen.
”Alt er arkitekttegnet og alt skal tænkes fra bunden og løses forskelligt. Udformningen af betonstierne, der snor sig rundt i området er et godt eksempel på noget, der har været en udfordring for vores underentreprenør. Stierne in-situstøbes undervejs, og ind imellem er der små digte nedgraveret i betonen.”
I knap et år har vi gravet, flyttet og ommøbleret tonsvis af jord i det område, hvor der før lå adskillige boligblokke. Projektet er et led i at forskønne og modernisere området omkring Gellerupparken, der er indtil for nylig indeholdt rækker af grå boligblokke.
Området er præget af meget fed lerjord, der gør det særdeles vanskeligt at arbejde i for maskinerne, hvis der kommer en regnfuld periode.
Daniel Nielsen er derfor glad for perioden med lidt frost, da overfladen hurtigt bliver hård, fordi jorden er vandmættet. Til gengæld betyder frosten, at det store gartnerarbejde med at plante næsten 800 træer måtte sættes på stand-by i februar og starten af marts.
”Man kan ikke plante i frostvejr. Omvendt må vi heller ikke komme for langt hen i foråret, for hvis træerne begynder at springe ud, kan man heller ikke plante dem. Der er ingen tvivl om, at når først vejret er gunstigt, så er det bare om at trykke på knappen og få plantet så mange træer om dagen som muligt,” siger Daniel Hawthorn.
”Vi har stort set færdiggjort selve terrænet. Nu er det kun finjusteringen, der mangler. Blandt andet er den store kunstige regnvandssø i bunden af byparken færdig – klar til at tage imod de øgede mængder regnvand.”