31. januar 2022

Drømmene tog ham til Danmark

En kontakt i Danmark og en solid håndsrækning fra en entrepriseleder i Arkil blev Simone Lorenzinis billet til Danmark – og ifølge ham selv til et bedre liv. For det er næsten umuligt at klare sig som selvstændig entreprenør Italien.

"Simone er altså er mandenavn i Italien," slår Simone Lorenzini fast fra starten, da vi møder ham i en skurvogn på Nørrebro i København. For selvfølgelig har de danske kollegaer på sjakket gjort ham opmærksom på den lille finurlighed ved hans navn, der må siges at være den mindste af hans udfordringer med det danske sprog.

With a little help from my friends

Simone taler meget lidt engelsk og endnu mindre dansk. Han har kun opholdt sig i Danmark siden starten af november og er derfor 100 procent afhængig af sin italienske ven og kollega Gianluca, som oversætter. Det var Gianluca, der etablerede kontakten mellem Arkil og Simone. Som sådan var det en god start på et udlandseventyr.

"Jeg er utroligt glad for at være her og for al den hjælp, jeg får fra alle omkring mig," siger han og kigger først på Gianluca og så på entrepriseleder Janus Olesen, som forklarer:

"Der er en masse udfordringer i forhold til bolig, arbejdstilladelse og så videre. Men vi tager det slag i slag, og i det nye år starter han til dansk."

Verdensborger

Det er ikke første gang, Simone har forladt sin kone og sine to børn for at prøve sit held uden for Italiens grænser. Han har blandt andet arbejdet i Marokko. Men her oplevede han mange af de samme problemer som i Italien: dårligt organiserede projekter, dårlig løn og endnu dårligere arbejdsforhold.

"I rigtig mange lande arbejder du op til 18 timer i træk uden pauser, også lørdag og søndag", fortæller Simone, som senere gjorde Skandinavien til sit næste mål. Danmark er på mange måder anderledes end hjemlandet Italien. Alligevel er der uforbeholden begejstring i Simones stemme, når han taler om sine håb og drømme for en fremtid i Danmark.

"Landegrænser er ikke vigtige. Jeg er verdensborger og ønsker mig bare det bedst mulige liv for mig og min familie," siger han og fortsætter:

"Her i Arkil oplever jeg en helt anden respekt for mennesker og et andet niveau af organisering. Toolbox-møderne om morgenen fungerer for eksempel vildt godt. Møder anses som spild af tid i Italien," siger han og griner.

Simone har netop været en tur hjemme i Italien for at sælge sine maskiner og lukke ned for sin entreprenørforretning. Så kan han stå helt til rådighed for det danske arbejdsmarked – og forhåbentlig også få familien til Danmark i løbet af det nye år.

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk