22. september 2022

Fjernvarme på vej til stort erhvervsområde i Næstved


Kontorbygninger, storcenter og byggemarkeder er blandt de mange aftagere, når Arkil udbygger fjernvarmen i Næstved.

En række store aftagere som Bauhaus, Bilka og Næstved Storcenter kan nu med egne øjne følge med i, hvordan arbejdet med at udrulle fjernvarmen skrider frem.

For i et erhvervskvarter i det nordlige Næstved er Arkil godt i gang med at lægge rør i jorden, som løbende vil gøre det muligt for kontorer, detailhandel og industri at sløjfe gassen for at varme bygningerne op med fjernvarme i stedet.

Projektet er et af de større. Frem mod sommeren næste år kommer omtrent 10 km rør i jorden, og på en opgave som denne kan man ikke bare grave derudad. Det fortæller Peter Hein Svendsen, der er projektchef i Arkil.

”I sådan et industrikvarter er der altid en masse ledninger i jorden allerede, som vi naturligvis tager hensyn til,” siger han og fortsætter:

”Det meste er tegnet ind, så vi ved, hvor vi skal være ekstra forsigtige, når vi graver. Men ligesom så mange andre steder i landet er der desværre også meget, som ikke figurerer på optegnelser nogen steder.”

God fremdrift

Derfor må graveholdene hele tiden være på vagt, når de graver ud. Flere steder krydser det nye tracé vandforsyning samt kabler til el, telefon og fibernet, og undervejs har det også været nødvendigt at omlægge gasrør.

Den største udfordring for projektet har dog været forsyningen af fjernvarmerør. Produktionen af rørene har været påvirket af den russiske invasion af Ukraine, og derfor er den oprindelige tidsplan lavet om. Det er også årsagen til, at afleveringsdatoen for projektet er udskudt otte uger.

Peter Hein Svendsen understreger dog, at leverancerne af fjernvarmerør nu er stabiliseret.

”Vi har haft en rigtig god fremdrift på det seneste. Den tørre sommer har givet rigtig fine forhold at arbejde under, og så har vi et rigtig godt samarbejde med rådgiveren Lyngkilde,” siger han.

Arkils asfaltafdeling i Næstved lukker løbende udgravningerne, og projektet forventes af være færdigt i juni 2023.

KONTAKT

Claus Haxgart
Afdelingschef, Arkil Anlæg Næstved

TLF.: 20 41 77 84 
CLH@arkil.dk

FAKTA

Udrulning af fjernvarme i Næstved, område 33 og 39

Periode: Maj 2022 – juni 2023

Bygherre: Næstved Fjernvarme

Omfang:

  • Ca. 7.000 meter hovedledning
  • Ca. 3.000 meter stikledning
  • 64 meter styret underboring under jernbane med spunsgruber
  • Enkelt- og twinrør i dimensioner fra Ø26,9 cm til Ø323,9 cm
Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk