En særlig dag på "supershunt'en"
Tre Arkil-afdelinger arbejder sammen om at opføre en delvist nedgravet bro i flydebeton for Vejdirektoratet. Kom med til den store støbedag.
Med flydebeton skal Kim Hansen og kollegaerne ”bare” fylde i tre føringsrør på hver side af konstruktionen. Med almindelig beton havde det været nødvendigt at sænke vibratoren i for hver halve meter efterfølgende.
”Det er jo det her, vi har arbejdet hen imod, siden vi gik i gang. Så det er en stor dag – og en lang dag bliver det også!”
Klokken er 9 en onsdag formiddag i juni. Ligesom resten af sjakket har betonformand Jimmy Sørensen været på pladsen siden klokken 4.30. Der er kaldt ekstra mandskab ind, der er købt godt ind af abrikossodavand, og der står en kande kaffe ude på broen. Ingen forventer at have fri før midnat, for i dag skal broen støbes.
”Selvom det er en lang dag, plejer det ikke at være et problem at finde kollegaer fra andre pladser, som har lyst til at komme og hjælpe til. For der er bare en særlig stemning på sådan en dag,” siger Jimmy.
Første med flydebeton
I et internt partnerskab har tre af Arkils afdelinger arbejdet på en såkaldt supershunt siden december sidste år. Slutresultatet er en tildækket bro, der kommer til at lette trængslen omkring Esbjerg-motorvejens afkørsel 75.
Der ligger et relativt kompliceret forløb med forskalling og armering forud for støbedagen.
Anlægsafdelingen har gravet ud, og når betonarbejdet er afsluttet, kommer de tilbage sammen med asfaltafdelingen for at dække broen til og etablere de veje, der skal køre under og over broen med tilhørende afvanding.
Broen er en A-konstruktion i stil med mange andre broer i Danmark. Indtil nu har man – i hvert fald i Arkil-regi – brugt den almindelige sætmålsbeton til formålet. Det er tungt og krævende, for sætmålsbetonen skal vibreres, og det kan være sin sag at sænke den tunge vibratorstav ned på bunden af en skrånende støbeform, hvor armering og spyd sidder i vejen på kryds og tværs – og at hive vibratorstaven op igen fra seks meters dybde.
Det store arbejde med at vibrere sætmålsbetonen havde krævet 10-12 mand mere, end der kommer til at være på pladsen i dag. For bygherren har accepteret Arkils forslag om at bruge flydebeton i stedet.
Forskalling trak sig sammen
At selve støbningen forløber mere smertefrit end tidligere, betyder dog ikke, at betonarbejdet er fritaget for udfordringer. For flydebetonen skaber et væsentligt højere tryk i formen, og det stiller større krav til forskallingen, som både skal være stærkere og helt tæt.
Ifølge formand Jimmy Sørensen fra Bro & Beton er det aldrig svært at finde ekstra mandskab til en stor støbedag som denne.
Her var der lige ved at opstå en udfordring op til støbedagen, da flere uger med varmt og tørt vejr i maj fik forskallingsbrædderne til at trække sig sammen.
”Nogle steder gabte de 5 mm. Det ville have været rigtig træls at skulle helt ind til brædderne for at fylde alle hullerne med skum. Så jeg overvejede at bestille noget sprinkling, men heldigvis for os slog vejret om, vi fik masser af regn, og træet udvidede sig igen,” siger Jimmy.
Projektchef Kasper Knudsen, som ellers har travlt med at føre opsyn med betonleveracerne, har brugt en pause til at smøre boller med ost. Nu går han rundt og deler ud til alle. Og til aften, når pladsen summer af aktivitet fra 16 kollegaer, er der bestilt herregårdsbøffer med bearnaise og stegte kartofler. For støbedag er en særlig dag.
Efter støbningen tager Anlæg Stürup for alvor fat igen. Først skal vejen over broen anlægges, og derefter kommer vejen under broen.