3. maj 2022

Danmarksmesteren i faget bygningsstruktør er i lære i Arkil


Motivationen og kampgejsten var høj, inden Simone Olsen tog afsted til DM i Skills. 

Simone Olsen, bygningsstruktørlærling i Arkil, blev i weekenden danmarksmester ved DM i Skills sammen med sin makker Andreas fra CG Jensen.

”Det var helt vildt. Er det seriøst os? Er det vores navne, der kom op [på skærmen]?”

Sådan udtalte Simone Olsen sig, da hun blev interviewet til P4 Sjælland dagen derpå. Spørgsmålet lød, hvordan det var at blive råbt op som vinder i bygningsstruktør konkurrencen. Og det tog da også lidt tid, før makkerparret Simone Olsen fra Arkil og Andreas Creutzberg fra CG Jensen helt forstod, at sejren var i hus.

Men den er god nok. Simone, der er 19 år, går på EUC Sjælland og til daglig er i lære i Arkils Bro og Beton division, kan nu kalde sig Danmarks bedste.

Intens konkurrence
Til konkurrencen skulle Simone og Andreas, og de to andre deltagerhold bygge en bro med pyloner og brodæk. Det sker i en skala, der er plads til i teltet, men det er alligevel næsten fire meter højt og noget af et skuestykke. Betonbilen kom også på besøg af flere omgange for at aflevere mere beton, da pylonerne skal støbes i hvid beton og brodækket i sort beton.

Deltagerne bedømmes blandt andet på om alle mål i opgaven er overholdt. Om jævnheden på betonoverfladen er pæn. Og om det visuelle indtryk i det hele taget er flot og præcist – også i forhold til at pyloner og brodæk støbes i forskellige farver.

Konkurrencen, som forløber over flere dage, var intens. Der var dygtige konkurrenter, hvor favoritværdigheden bølgede frem og tilbage, og der var spænding til det sidste.

De to seje bygningsstruktørlærlinge med det færdige resultat klar til bedømmelse. 

Et stærkt samarbejde
Både under træningen op til DM i Skills og under konkurrencen har samarbejdet mellem de to lærlinge vist sig at være helt unik.

”Samarbejdet var helt fantastisk. Vi komplementer hinanden så godt. Vi behøver nærmest ikke at snakke sammen, før den ene gør det, den anden tænkte,” fortæller Simone og fortsætter

”Andreas har overblikket og kan hurtigt danne sig et helhedsindtryk, og jeg er meget detaljeorienteret og perfektionist med de mindste ting.”


Diplom og trofæ blev overrakt af tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussen. 

I Arkil er vi stolte over Simones store bedrift og ønsker hende stort tillykke.

FAKTA

DM i Skills er det årligt tilbagevendende Danmarksmesterskab for landets største unge talenter fra erhvervsuddannelserne.

Der er omkring 49 erhvervsuddannelser repræsenteret, hvor ca. 300 deltagere kæmper indenfor deres fag om at blive landets bedste. 

skillsdenmark.dk 

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk