Arkils miljøpioner fejrer 40 år
På en landevej i nordlige Østjylland engang i midt 80'erne holder en firmabil med Arkil-logo på siden. Bilen er slukket og skjult i vejkanten, mens dumpere buldrer forbi. Den ene vej er de læsset med jord fra kloakudgravningen, den anden vej med grus fra grusgraven.
Inde i bilen sidder en ung, ihærdig, nyuddannet entrepriseleder ved navn Steffen. I hånden har han et stopur. Han tager tid på dumperne, for han har en klar teori om, at jord- og sandtransporten fra/til kloakprojektet, som han har fået til opgave at styre – kan optimeres yderligere. Det går simpelthen for langsomt.
Problemet er bare, at det, han gør fra sit skjul, må han ikke.
”Man skal ikke gøre sådan noget, specielt ikke når man kører i firmabil,” griner Steffen.
Steffens hemmelige tidtagning blev selvfølgelig opdaget, og han blev kaldt på kontoret, hvor en rasende formand stod sammen med afdelingschefen.
”Hvad f…. ligner det at sidde der og tage tid og udspionere?!” lød det fra formanden.
Steffen gik hurtigt til bekendelse og fik mere skældud – først fra formanden og dernæst fra afdelingschefen.
Men som ung, ivrig, nyuddannet ingeniør, der var så nørdet, at han simpelthen ikke kunne lade være, så gav det mening den gang i det øjeblik. Han gjorde det jo for at hæve effektiviteten, så formålet var der ikke noget i vejen med.
At det efterfølgende viste sig, at ”forbrydelsen” fik den ønskede effekt i forhold til produktiviteten, var selvfølgelig et plaster på såret.
En rigtig ingeniør
Steffen blev uddannet fra Ingeniørskolen i Horsens i 1980.
”Skulle man være rigtig ingeniør dengang, så var det fra Horsens,” siger han med et smil.
Horsens havde ry for at være stedet, hvor de rigtige ingeniører kom fra, ifølge Steffen.
”Jeg fattede meget hurtigt interesse for anlægsteknik, afløbsteknik og geoteknik. Men jeg havde ikke den store interesse for husbyggeri og statik, haha. Faktisk var jeg den første bygningsingeniør nogensinde i Danmark, der dimitterede uden at have en skid forstand på bærende konstruktioner. Jeg havde kun papir på jord, kloak og anlægsarbejde.”
Efter sin uddannelse stod verden åben for den nyuddannede ingeniør, der oprindeligt kommer fra Langeland. Steffen søgte jobs i Tanzania, Grønland og Spanien, men skæbnen ville noget helt andet. Han endte med at arbejde for Hammel Kommune, hvor han både projekterede og førte tilsyn med de entreprenører, som efterfølgende udførte projekterne.
Men tilfældighederne førte ham i en anden retning, for efter fire år i kommunen dukkede et firma op igen og igen: Arkil.
”På et tidspunkt fik jeg øje på Arkil og begyndte at rende dem på dørene,” fortæller Steffen.
Knud Erik Kastrup var på det tidspunkt afdelingschef i Randers og fik flere besøg af den unge ingeniør fra Hammel Kommune. Men Knud Erik var ikke vild med tanken om en kommunalingeniør i Arkil.
”Jeg var dernede nogle gange, hehe. I hvert fald to gange fik jeg pænt at vide, at ‘nej, der er ikke noget at lave her.’”, husker Steffen.
Men tredje gang var lykkens gang. Om Steffen var blevet mindre farlig, eller om Knud Erik rent faktisk havde brug for en ingeniør, er uvist, men Steffen fik tilbudt ansættelse.
”Om han var blevet træt af at have mig rendende, eller hvad det nu var, så sagde han til sidst: ‘Jamen, så lad os da prøve.’”
1. november 1984 blev Steffens første dag i Arkil.
Tiden i Randers og Hadsten
I Randers fik Steffen rollen som entrepriseleder og arbejdede på flere større projekter. Han fik også flere ideer, som i mere eller mindre grad fik ham i problemer – heriblandt den førnævnte episode med stopuret.
Men på trods af det gjorde han åbenbart noget rigtigt, for efter lille års udstationering til naturgasprojektet fra Egtved til Lille Thorup, hvor han havde ansvaret for udgravning og tildækning af den knap 2 meter dybe udgravning for gasledningen, ja så varede det ikke længe, før han efter hjemkomsten blev forfremmet og sendt væk ”hjemmefra” for at lede en ny afdeling.
”Det var et firma, som man havde købt op, der lå ude i Hadsten – lige mellem Randers og Aarhus – det hed BMG,” husker Steffen.
Her gik det godt, men Hadsten og Randers ligger som bekendt ikke ret langt fra hinanden, hvorfor vi tit konkurrerede om de samme opgaver.
”Vi bød jo på mange af de samme opgaver, så en dag kom Knud Erik og sagde, at Randers og omegn ikke var stor nok til os begge to,” fortæller Steffen.
Måske lyder den udmelding lidt dramatisk, men det Knud Erik mente var, at Steffen var klar til at flytte helt hjemmefra og starte en helt ny afdeling op sammen med medarbejderne fra BMG.
”Så fik jeg faktisk lov til at kaste pilen og sigte efter nye markeder i Horsens, Skanderborg eller Silkeborg”.
Efter grundig research af markedet og konkurrenter ramte pilen Silkeborg, og her byggede Steffen og resten af holdet en ny afdeling med kontor, lager og maskinhal og alt, hvad der hører til.
Og det var her i Silkeborg, at Steffen i 1988 ansatte sin første funktionær, Gitte. Da Steffen er langelænder, fattede han interesse for en ansøgning fra en Lollike, som lige var flyttet til området. Gitte startede d. 1. oktober som kontorassistent i den nyopførte kontorpavillion og har siden forestået alle de administrative opgaver i Miljøteknik.
Et nyt eventyr
I Silkeborg gik det godt. Afdelingen blev gradvist større med opkøb af en konkurrent samt oprettelse af en satellitafdeling i Hammerum midt mellem Ikast og Herning. Men som det ofte er med Steffen, fattede han interesse i et nyt forretningsområde, som han så et stort forretningsmæssigt potentiale i: Miljøopgaver.
”Vi begyndte at rense gamle tankstationer op over hele landet,” fortæller han.
Det blev starten på et nyt eventyr for Arkil. Steffen har altid gået sine egne veje og fulgt sine interesser og næse for godt købmandskab.
”Jeg har altid nydt friheden til at beskæftige mig med det, jeg synes, var spændende. Og så har jeg været god til at samle på loyale medarbejdere med samme nysgerrighed og dedikation overfor jobbet. Det har været et kæmpe privilegie,” siger Steffen.
Fra Silkeborg begyndte Steffen at samle værdifuld viden, der senere blev brugt til store opgaver, der cementerede Arkil Miljøtekniks position blandt de dygtigste danske miljøentreprenører.
Steffen overlod i en periode den daglige ledelse til Kim Jensen (som i dag er produktionschef i Miljøteknik), hvor Steffen tog sig af forretningsudvikling og samtidig med blev koblet på Metroprojektet på Amager, hvor han havde ansvar for håndtering af forurenet jord og grundvand. Det blev starten på grundvandsafdelingen i Greve, som han etablerede sammen med Jens Rasmussen, der hidtil havde opereret fra Fensmark i Næstved, hvor Arkil havde opkøbt firmaet Kurt Petersen Entreprise.
I 2003 købte Arkil Vejlefirmaet H.R. Aagaard og flyttede Miljøteknik til Vejle. I 2009 rykker Steffen og resten af afdelingen til Horsens, hvor Arkil byggede nyt afdelingskontor.
”Vi fik lov til at opføre en tro kopi af kontoret nede i Hammelev i Sønderjylland,” siger Steffen.
I dag deler Bro og Beton hus med Miljøteknik, hvor Steffen har sit kontor.
Hunden på kontoret
Et syn, der ikke er ualmindeligt, er hunde på Steffens kontor. Vi taler ikke billeder på væggen eller rammet ind på skrivebordet. Nej, han har altid haft sine vovser med på arbejde.
”Det gode ved at have hund med på arbejde er, når man kommer for sent hjem fra arbejde, så lukker man hunden ind først, det skaber altid en god stemning, og så kommer man selv luskende bagefter,” griner Steffen.
Frihed under ansvar
”Som chef har jeg haft en filosofi – frihed under ansvar. Det har jeg sat stor pris på i alle årene. Det var nok nemmere med den tilgang dengang, end det er i dag, det er jeg ikke i tvivl om,” siger Steffen.
Steffen har gennem sin karriere været kendt for sin passion for miljøopgaver og sit mod til at gå egne veje. Han mener, at friheden til at få lov til at arbejde med det, han brænder for, har haft stor betydning for hans engagement og arbejdsindsats.
Dette gælder ligeledes tilgivelse for de indtjeningsmæssige svipsere og fejlagtige dispositioner, som der i sagens natur har været flere af igennem 40 år.
”Hvis ikke man har prøvet at miste en gravemaskine i en mose, så har man ikke været entreprenør,” siger han med et glimt i øjet. Heldigvis er de lærepenge blevet tjent hjem mange gange siden.
Tak for 40 År i Arkil
Steffen Børgager Larsen har sat sit helt eget præg på Arkil. Han har været central i at starte nye afdelinger op og har satset stort på nye arbejdsområder som f.eks. Miljøteknik, som han var afdelingschef for frem til og med 2021. Om det er hunde på kontoret, tidtagning af dumpere eller knap 35 år som afdelingschef, så er 40 år i samme virksomhed en bedrift.
Tillykke til Steffen – og tak for din indsats gennem alle årene.