5. december 2025

Arkil tester mobil nødstrøm på plejehjem i Aarhus


Med et tryk på knappen satte den 135 kVa store generator i gang, og strømmen vendte tilbage på beredskabsplejehjemmet Vikærgården i Risskov.

 

Sammen med Aarhus Kommune og Virksomhedsberedskabet omsætter Arkil beredskabsplaner til praksis med fuldskalaøvelse i mobil nødstrøm på Vikærgården.

 

Lyset forsvinder. Skærme går i sort, lifte stopper, og den svage summen fra teknikken dør ud.

I dag var strømafbrydelsen planlagt på beredskabsplejehjemmet Vikærgården i Aarhus, hvor Virksomhedsberedskabet, Aarhus Kommune og Arkil var sammen om den første fuldskalaøvelse i regi af det nye beredskab.

Derfor stod Arkil klar med både mandskab og en diesel-drevet 135 kVA-generator, imens teknikere fra Aarhus Kommune og tilkaldte elektrikere gjorde klar ved plejehjemmets hovedtavle. Kabler blev trukket frem til bygningens nyetablerede tilslutningspunkt, generatoren sat i gang, og få øjeblikke senere vendte lyset tilbage.

Øvelsen viste, at entreprenørmateriel som en mobil generator kan genetablere driften på et plejehjem ved udfald på netforsyningen – men også, at det kræver forberedte tilslutningspunkter og tilgængelige adgangsveje.

”I dag har vi vist, at vi som entreprenører ikke kun bygger kritisk infrastruktur – vi kan også være dem, der er med til at genoprette den, hvis noget bryder sammen,” siger Michael Hansen, adm. direktør i Arkil A/S.


Plejehjemmets nødbatteri sørgede for den mest nødvendige belysning, da strømmen blev taget. Ellers var der mørkt, indtil Arkils generator blev tilsluttet og tændt.

Øvelse er kernen

Initiativet til Virksomhedsberedskabet blev taget af Falck, og Arkil var sammen med Salling Group og OK blandt de første virksomheder til at tilslutte sig. I dag – et års tid efter grundlæggelsen – tæller beredskabet virksomheder, som tilsammen råder over mere end 250.000 medarbejdere og et righoldigt katalog af materiel.

Desuden er der etableret et godt og konstruktivt samarbejde med myndigheder og offentlige beredskab, og netop det samspil er blevet afprøvet i dag.

”Man kan jo have mange gode planer på hylden, men de får først rigtig værdi, når vi får mulighed for at prøve dem af, som vi gjorde i dag,” siger Kim Holst, udviklingschef i og medstifter af Virksomhedsberedskabet.

Han konkluderer efter øvelsen, at konceptet fungerer.

”Det giver endnu mere energi på at fortsætte udviklingen. Vi kan se, at designet i Virksomhedsberedskabet er rigtigt, og at samspillet imellem en kommune, et beredskab og en privat virksomhed i yderste konsekvens kan være med til at redde liv,” siger han.

Kan være andet næste gang

Også i Arkil er der stor tilfredshed med dagens øvelse.

”For os var det på mange måder business as usual. I dag var det en generator, men en anden gang kunne det lige så godt være andet materiel, der skulle i spil,” siger Michael Hansen og fortsætter:

”Meget af det arbejde, vi udfører til daglig i Arkil, kan nærmest en-til-en omsættes til indsatser, der kan være yderst brugbare i en krisesituation. Når vi så også har samfundsansvar som et centralt element i vores værdisæt, går det hele op i en højere enhed, når vi som her kan bringe vores kompetencer i spil igennem Virksomhedsberedskabet,” siger Michael Hansen.


Aarhus Kommune har besluttet at etablere tilslutningspunkter til en ekstern generator på alle deres plejehjem.

 

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk