12. februar 2018

Arkil sørger for bedre nedkøling af Aarhus Universitet

Et større kølebehov og behov for mere effektiv temperaturregulering er baggrunden for en ny kølering under Aarhus Universitet.

Arkil lægger rør i jorden og etablerer ventilbrønde til en ny kølering, der skal sikre bedre køling og temperaturregulering til fintfølende instrumenter og laboratorieinfrastruktur.

”Vi installerer en diffusionstæt vandledning. Diffusionstæt betyder, at den er modstandsdygtige over for fremmede stoffer som eksempelvis ilt og forurening,” siger projektleder Lone Høyer Sørensen.

Hun forklarer yderligere, at mange af materialerne er skaffevarer, som bliver produceret specielt til projektet.

"Det kan give lidt udfordringer og sætter store krav til planlægningen af materialebestillinger," siger Lone Høyer Sørensen.

Entreprise opdelt i fire etaper

Teamet på projektet trækker på kompetencerne fra Arkils partneringsamarbejde med Aarhus Vand, hvor der blandt andet er tilknyttet en svejser, som også hjælper på køleringsprojektet.

Jordarbejderne i forbindelse med etableringen af køleringen er opdelt i fire etaper på grund af logistikhensyn. Første etape afleveres den 22. februar, hvor en anden entreprenør går videre med køle- og styringsarbejder inde i bygningerne.

FAKTA OM PROJEKTET

Etablering af ca. 600 meter lang tostrenget diffusionstæt vandledning Ø160-Ø355 med en levetid på 100 år.

Langs den 600 meter lange kølering etableres 21 ventilbrønde på 2 x 2 meter, så ventilerne kan besigtiges og tilgås senere uden at grave jorden op.

Ventilbrøndene er lavet af præfabrikeret fiberbeton og vejer ca. 5 tons stykket.

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk