19. februar 2020

Arkil sætter grønt aftryk med nye CO2 venlige belægninger


- 100 procent genbrug af asfalt
- Minimum 90 procent besparelse på CO2-udledningen
- Alt i én arbejdsgang
 
Det er nogle af de helt markante og miljømæssige fordele ved Arkils helt nye BSM fræsemaskine, som bliver leveret og taget i brug på de danske veje i april.
 
Fræseren skal bruges til at renovere nedslidte og gamle veje. Maskinen fræser den gamle asfalt op, hvorefter materialet blandes med skumbitumen og en anelse cement. Det nye materiale kaldes for BSM – bitumen stabiliseret materiale. Den nye blanding føres direkte over i en traditionel asfaltudlægger, og herefter udlægges materialet med det samme. Det hele foregår i én arbejdsgang, og bilisterne kan umiddelbart herefter køre på vejbanen, (der dog skal have et slidlag et par uger efter).
 
BSM fræsemetoden er ny i Danmark og Nordeuropa, men har været brugt i mange år andre steder i verden med lignende klima som vores.
 

Besparelser på råstofforbrug og CO2 udledning

Genbrug, energi og miljø står øverst på verdensdagsordenen, og i Arkil fokuseres der også på dette.

”Vi kan allerede nu sige, at man sparer mindst 90 % CO2 ved produktion af 1 ton BSM i forhold til produktion af 1 ton asfalt – og hertil kommer der også besparelse på transport af asfaltmaterialer, samt udvinding og transport af råstoffer i form af granit fra Norge, Sverige og danske grusgravmaterialer, hvilket er meget positivt,” fortæller Lars Kim Jørgensen, divisionsdirektør i Arkil Asfalt og fortsætter

 
”Mange kommuner har desuden i forvejen opfræst asfaltmateriale til rådighed, som med fordel kan blandes med skumbitumen og cement og genbruges på egne veje. Derudover er der en væsentlig tidsbesparelse, da det hele kan udføres i én arbejdsgang og dermed generer vi bilisterne mindst muligt,” forklarer Lars Kim Jørgensen om de mange fordele ved maskinen.
 

Kæmpe potentiale

Maskinen kan udlægge cirka én kilometer BSM materiale om dagen, og den leveres med fræsevalser på henholdsvis 2,35 meter 3,20 meter og 3,80 meter, som kan fræse ned i 25 centimeters tykkelse.
 
”Det betyder, at vi kan tage hele kørebaner på en gang,” forklarer Lars Kim Jørgensen, der tilføjer, at maskinen kan suppleres med traditionel asfaltfræser, hvis vejen er bredere.
 
Med over 70.000 kilometer kommuneveje, hvoraf mange er nedslidte og utidssvarende, er der et generelt behov for at renovere, modernisere og evt. udvide vejnettet på en miljømæssig forsvarlig og effektiv måde, og nu er muligheden for at gøre det med 100 % genbrug.
 
”Med vores maskine kan man forvente et stærkt og langtidsholdbart bærelag, og samtidig en besparelse i anlægsudgifterne på mellem 20-40 procent,” understreger Lars Kim Jørgensen.
 

Vejregler for området

Der forestår et arbejde med at få lavet nye vejregler for in situ BSM. Arkil deltager i den forbindelse i udarbejdelsen af nye vejregler for området i samarbejde med Vejdirektoratet, kommuner og teknologisk institut, således at kunder og Arkil har et regelsæt at læne sig op ad og flere erfaringer med materialet.
 
Den nye fræsemaskine leveres i april måned, men allerede nu vil vi gerne opfordre til, at BSM fræsemetoden indtænkes som et alternativ til reparation af veje. Vi går gerne i dialog om, hvor genbrugsfræsemetoden kan anvendes, og vi har teknikere og nyt laboratorieudstyr til at lave forudgående undersøgelser for at finde den rette løsning til kommende kunder.

KONTAKT

Mikkel Caprani
Salgs- og entrepriseleder
29824014
mikca@arkil.dk


Henrik Hougaard
Afdelingschef
29410890
heh@arkil.dk

BSM er velegnet til flere slags opgaver: 

  • Små veje på landet, der skal forstærkes eller udvides
     
  • Landeveje og motorveje med revner og krakeleringer
     
  • Veje med kantsten i byer - evt. efter opgravninger


Læs mere om BSM fræsemetoden HER

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk