14. juni 2023

Arkil genetablerer Dragespringvandet på Rådhuspladsen

Jonas og Kim ligger henover Dragespringvandet på brædder på deres maver. Med pudsebræt i den ene hånd glitter de betonen, så den får en flot og pæn overflade. At de to gutter ligger der, er ikke et syn, som forbipasserende har set før på Rådhuspladsen i København, men det er lige præcis sådan den sidste finpudsning af Dragespringvandet anno 2023 foregår.

"Haha, vi skal holde godt fast for ikke at falde ned i betonen, så det må siges at være en noget anderledes opgave. Men det er jo sjovt at prøve noget nyt", siger Jonas Albrektsen, der er specialarbejder ved Arkil, imens han hænger med hovedet nedad for at glitte af før betonen størkner.

For efter flere måneders arbejde har Arkil afsluttet den sidste fase af projektet med at flytte og genplacere det ikoniske Dragespringvand. Arkils Bro og Beton afdeling har udstøbt spejl bassinet, hvilket har krævet ekspertise og omhyggelighed - og altså, at sjakket lægger sig fladt på maven for at få de sidste detaljer på plads.

"Vi har anvendt en specialfremstillet støbeform, der tillader os at dreje den i karret. Vi arbejder med en meter ad gangen, glitter det til og flytter derefter formen videre for at fortsætte processen. Det holder betonen i bevægelse og sikrer ensartethed i resultatet," siger Michael Mogensen, der er formand i Arkil bro og beton.

30 kubikmeter beton på én dag
Hele arbejdet med at støbe karret på springvandet bliver gjort på én dag. Her modtager holdet tre kubikmeter beton i timen, hvilket svarer til en lastbil i timen. Den samlede mængde beton, der er blevet brugt til at fylde karret, er 30 kubikmeter.

"Vi bruger både pudsebræt og 'amerikanere' til at glitte betonen. Dette giver en mere pæn overflade," forklarer Jonas Albrektsen.

En aggressiv beton
Arkil-teamet har stået over for en række udfordringer undervejs, især med den ekstra aggressive beton (40-50 beton), der hærder hurtigt. En særlig udfordring har været at opretholde den nødvendige konsistens med et sætmål på 60 til 80. Men da først arbejdet gik i gang og betonen begyndte at lægge sig, gik alt efter planen.

”Det har været spændende for os at være involveret i sådan et projekt. Og det er fedt, at vi kunne gøre det hele på en dag. Jeg er meget tilfreds," siger Michael Mogensen, formand for Arkil bro og beton.

Springvandet er tilbage
Flytningen af springvandet begyndte i november 2022 og blev afsluttet midt i juni 2023. Der nu står som, det skal på sin nye plads.

Dragespringvandet, et nationalt monument og en del af Københavns kulturarv, blev oprindeligt udført efter en model af kunsthåndværker Joakim Skovgaard og arkitekt Thorvald Bindesbøll fra slutningen af 1880erne. Siden da har det stået flere steder, men nu er det blevet betuttet at flytte springvandet som led i hovedstadens udvikling og fornyelse.  

Det er hermed gjort.

Tak for lån af Rådhuspladsen, København.

KONTAKT

Peter kjær Nørskov Christensen
Afdelingschef, Arkil Anlæg København

TLF.: 61 83 06 07 
PKNCH@ARKIL.DK

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk