1. juni 2023

Arkil Fundering gør klar til havmøllestrøm

Med spunsen på plads kan strøm fra Vattenfalls havmøller på Vesterhav Nord og Syd snart gå i land.

Det hører til sjældenhederne, at der kommer strandsand under bælterne på de store maskiner fra Arkil Fundering. Det er dog tilfældet langs den jyske vestkyst i foråret 2023, hvor elkabler fra Vattenfalls to havmølleparker Vesterhav Nord og Syd skal føres i land.

Søkablerne fra havmølleparkerne skal kobles sammen med landkabler i bygningsværker under strandsandet, og det er i den forbindelse, at Arkil Fundering kommer ind i billedet. Afdelingen er hyret til at sætte to spunsgrupper, så bygningsværkerne kan etableres. Den første spunsgruppe er sat ved Søndervig.

”Det kræver et særligt hensyn til omgivelserne at arbejde herude. Både fordi vi arbejder i et område, hvor vi skal passe ekstra godt på naturen, men også fordi stranden er åben for offentligheden, imens vi arbejder næsten helt ned til vandkanten,” siger Emil S. Høegh, entrepriseleder i Arkil.

Hurtig proces

De i alt 196 løbende meter spuns ved Søndervig er kommet på plads på fem dage. Normalt ville man blot bruge en enkelt rammemaskine på en sag af den størrelse, som så selv løfter spunsen op i position ved brug af kæder.

For at fremskynde processen på stranden valgte man dog at tage en stor gravemaskine i brug til at flytte og placere spunsen.

”På den måde slipper vi for at håndtere kæder, så rammemaskinen blot skal vibrere spunsen ned i underlaget,” siger Emil S. Høegh.

Fjerner spuns igen

Arkils Esbjerg-baserede anlægsafdeling Stürup blev betroet arbejdet med at udvide det eksisterende spor over klitterne for at få de store maskiner og spuns ned på stranden. Over en strækning på ca. 100 meter har de udlagt fiberdug og 20 cm stabilgrus, så der er en fem meter bred passage til stranden.

Når bygningsværkerne på stranden er etableret, og kablerne er samlet, bliver det hele dækket til igen. Derefter kommer Arkil tilbage og fjerner spunsen, hvorefter vi genetablerer den oprindelige passage over klitterne. Til sidst vil de eneste spor af arbejdet være havmøllerne, der står næsten 10 km fra kysten.

Efter projektet ved Søndervig kommer turen til havmølleparken Vesterhav Nord ved Vejlby.

De 41 havmøller fordelt på Vesterhav Nord og Vesterhav Syd kommer til at producere strøm svarende til forbruget i ca. 350.000 danske husstande.

KONTAKT

ESBEN FOGH NIELSEN
Projektchef, Arkil Fundering

TLF.: 41 87 06 43 
EFN@arkil.dk

FAKTA

Spunsgrupper og adgangsvej ifm. kabelføring til havmølleparkerne Vesterhav Nord og Syd i underentreprise for DK Maritime.

Bygherre: Vattenfall

Periode: Forår 2023

Omfang (Vesterhav Syd):

  • 196 lbm spuns
  • 230 kbm stabilgrus og 250 lbm fiberdug til adgangsvej
Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk