1. december 2025

Arkil A/S styrker organisationen med ny vicedirektør

41-årige Magnus Brodersen får en nøglerolle i at udvikle Arkil A/S’ markedsstrategi og tilbudsarbejde.

Arkil A/S styrker nu sin kommercielle retning med ansættelsen af Magnus Brodersen som ny vicedirektør. Magnus er 41 år, uddannet ingeniør og kommer fra en stilling som afdelingsdirektør i Aarsleffs funderingssegment, hvor han har opbygget solid erfaring med både forretningsudvikling, kontraktforhandling og projektorienteret drift i bygge- og anlægsbranchen.

Som vicedirektør får Magnus en central rolle i at udvikle og forankre Arkil A/S’ markedsstrategi over for nøglekunder og kernesegmenter. Han skal desuden drive den kommercielle forretningsudvikling på tværs af organisationen, og han bliver samtidig en del af direktionen og en tæt sparringspartner for adm. direktør Michael Hansen.

“Jeg glæder mig til at blive en del af en virksomhed med så stærk en faglighed og så gode værdier, som der er tale om i Arkil. Sammen med direktionen og organisationen ser jeg frem til at udvikle markedstilgangen, vinde de rigtige projekter og bygge videre på Arkils solide position i markedet,” siger Magnus Brodersen.

Siden 2023 har Arkil A/S været gennem et strategisk skifte med fokus på øget kommerciel styrke, mere struktur og tættere tværgående samarbejde. Med en solid økonomi, en dansk omsætning på 2,8 mia. kr. og en stærk ordrebeholdning er virksomheden godt positioneret til næste skridt i udviklingen – et skridt, Magnus får en markant rolle i.

“Med ansættelsen af Magnus får vi en vicedirektør med tung erfaring fra branchen og en stærk kombination af teknisk indsigt og kommerciel forståelse. Magnus får en nøglerolle i at styrke vores tilbudsarbejde og markedsstrategi, og jeg ser meget frem til samarbejdet,” siger adm. direktør Michael Hansen.

Magnus er tiltrådt 1. december og vil få sin daglige gang på afdelingskontoret i Lystrup samt på hovedkontoret ved Haderslev.

KONTAKT

Henvendelser vedrørende denne pressemeddelelse bedes rettet til direktionsassistent Gitte Holm: 

TLF.: 73 22 50 50  
GIH@ARKIL.DK

Se mere

Fotos til pressebrug kan downloades her.

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk