13. januar 2026

Arbejdsglæde for mig? Det er når tingene lykkes

Efter en lidt skæv vej ind på ingeniørstudiet spiller han nu en nøglerolle i opførelsen af bl.a. nye vandværker. Mød projektleder Rasmus Galsbo i vores serie om arbejdsglæde.

 


En fast del af hverdagen for Rasmus K. Galsbo er koordinering med bygherre og håndværkere – både Arkils egne samt eksterne leverandører som tømrer og elektriker.

”Arbejdsglæde for mig? Det er, når tingene lykkes – både stort og småt. Når tidsplanen holder, når vi finder løsninger på de uforudsete udfordringer, som altid dukker op på en byggeplads, og når håndværkerne kan arbejde uden at gå i stå.

Jeg får energi af at være den, der sikrer fremdrift – den, der får hjulene til at dreje rundt, så alle kan passe deres arbejde. Det kræver planlægning, så jeg forsøger at være en måned foran min formand, og min formand skal helst være 2-3 uger foran sine folk. Det betyder, at jeg hele tiden skal sørge for, at alt er afklaret, inden opgaverne rammer byggepladsen.

Sidste år afleverede vi en ny pumpestation til Svendborg Vand og Affald, og jeg er også entrepriseleder på Skovmølleværket, som er et nyt vandværk til samme bygherre. Begge projekter foregår i partnering, og det passer mig rigtig godt.


Meget af Svendborg Hovedpumpestation ligger under terræn et stenkast fra havet. Derfor er den cirkulære konstruktion støbt in-situ i fuld højde, så den holder grundvandet ude.

For mig handler arbejdsglæde nemlig også om friheden til at tage beslutninger tæt på byggeriet. Det har man selvfølgelig også i en totalentreprise, men i partnering er dialog og samarbejde med bygherre og rådgiver en helt grundlæggende forudsætning. Det betyder, at vi hurtigt kan reagere hurtigt på udfordringer og tilpasse nye løsninger, uden at hver detalje skal igennem lange processer. Det giver et godt samspil, hvor man mærker, at vi alle har det samme mål: At skabe det bedste tekniske byggeri for dem, der skal bruge det bagefter.

Min baggrund er, at jeg er uddannet tømrer og bygningsingeniør. Men jeg har også en studentereksamen, så jeg har taget en halvskæv vej. Jeg er ikke klassisk bogligt stærk, så det var måske ikke super oplagt at læse til ingeniør. Men det gik egentlig ret godt. Og så var jeg i praktik i Arkil som en del af studiet, hvor jeg var med til at lave et par store broer syd for Randers. Der blev jeg bidt af det.

Jeg bliver glad, når jeg kan mærke, at jeg gør en forskel. Det kan være i noget så konkret som at få koordineret en opgave, der i første omgang virkede umulig.

Vi havde fx en episode med Skovmølleværket, hvor vi havde undervurderet tidsforbruget på at slibe betongulve. Normalt kunne det have forsinket alle de andre fag på projektet, men fordi vi havde en god dialog, fandt vi en løsning, så tømrer, elektriker og gulvsliber kunne arbejde side om side.

Det hele lykkedes uden forsinkelser – det var en kæmpe tilfredsstillelse.”

- Rasmus K. Galsbo, projektleder i Arkil


"Jeg bliver glad, når jeg kan mærke, at jeg gør en forskel. Det kan være i noget så konkret som at få koordineret en opgave, der i første omgang virkede umulig," fortæller projektleder Rasmus K. Galsbo.

 

Arbejdsglæde

Hvad er det, der skaber glæden ved at gå på arbejde?

Det sætter vi fokus på igennem en serie, hvor en række medarbejdere i Arkil kommer med deres bud på lige netop det spørgsmål.

I denne artikel kan du møde projektleder Rasmus K. Galsbo, der finder energi i at være den, som sikrer fremdriften og får projekter til at lykkes.

I en tidligere artikel kan du møde Rudy Schøn, der sammenligner glæden ved sit arbejde med glæden ved at opfostre børn.

Teknisk byggeri

Hovedpersonen i denne artikel har stor erfaring med byggerier til vandforsyning og håndtering af spildevand. 

Læs mere om Arkils kompetencer inden for teknisk byggeri her.

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk