Arkil har i samarbejde med Haemers Technologies gennemført et pilotforsøg med termisk oprensning af PFAS-forurenet jord fra Slagelse Brand og Redning i Korsør.
Projektperiode
2025
Bygherre
Slagelse Brand og Redning
Kontraktsum
3,5 mio. kr.
Pilotforsøget omfattede oprensning af 20 m³ jord med PFAS-koncentrationer på ca. 100–200 µg/kg, primært PFOS. Målet var at reducere indholdet til under kvalitetskriteriet på 10 µg/kg for PFAS4. Jorden blev behandlet i en 20 fods pilotcontainer udstyret med seks varmerør med gasbrændere. Opvarmningen blev drevet af propangas fra et mobilt tankanlæg, og jorden blev opvarmet til mindst 350 °C i en periode på 10 dage.
Ved opvarmningen overgår PFAS og andre forureningsstoffer til dampform, hvorefter gasserne suges ud af jorden via et system af slidsede rør under svagt undertryk. De mobiliserede gasser føres tilbage til gasbrændernes flamme, hvor de destrueres. Et omfattende prøveprogram dokumenterede en oprensningsgrad på 99,93 %, og alle 43 analyserede jordprøver lå under kvalitetskriteriet. Resultaterne viser, at metoden effektivt kan anvendes til oprensning af PFAS-forurenet jord.
På baggrund af pilotforsøget foreslår Arkil fuldskala oprensning i lukkede betonkasser med stålbund, hvor op til ca. 2.000 ton jord kan behandles ad gangen. Systemet kan skaleres efter behov, og større projekter kan gennemføres i batches, hvor én enhed er i drift, mens en anden klargøres. Med et forventet energiforbrug på 400–800 kWh pr. ton vurderer Arkil, at metoden kan være økonomisk konkurrencedygtig med deponi ved jordmængder fra omkring 2.000 m³.
Find din afdeling eller kontaktperson her.