Capella Islands Brygge

I forbindelse med etablering af et større boligbyggeri på Islands Brygge har Arkil udført grundvandssænkning og reinfiltration af det oppumpede grundvand for Nordstern A/S, som er underentreprenør på projektet.

Grundvandssænkningen udføres for at sikre en tør byggegrube samt at sikre udgravningen mod eventuelt bundbrud. Grundet den kemiske sammensætning af det oppumpede grundvand udføres ligeledes en omfattende vandbehandling inden reinfiltration til den københavnske undergrund, der ligeledes udføres for at undgå mobilisering af nærtliggende forureninger.

Facts

Projektperiode
2024-2026
Bygherre
Pension Danmark
Kontraktsum
-

Grundvandssænkningsprojektet i tal

Grundvandsprojektet er udført ved etablering af i alt 31 stk. 10” boringer til ca. 17 m.u.t., der er udført med Arkils Fraste bore-rig, samt to supplerende 6” boringer for monitorering af grundvandsniveauerne.

Der oppumpes grundvand fra i alt 9 stk. pumpeboringer, med supplement af 4 beredskabsboringer. Der reinfiltreres grundvand i 18 stk. reinfiltrationsboringer placeret i veje og grønne arealer i området omkring byggepladsen.

Det oppumpede vand oppumpes til vandbehandlingsanlæg placeret uden for byggepladsen, hvor der er etableret et 3-strenget vandbehandlingsanlæg bestående af sandfiltre med automatiseret returskyl efterfulgt af kulfiltrering.

Vandbehandlingsanlægget har en projekteret kapacitet på 120 m3/t der afledes til reinfiltrationsboringerne via knap 900m rør, der er ophængt i en højde af ca. 4,5 meter over terræn.

Observationer i 8 måneder

De dybeste punkter i udgravningen udgraves til ca. kote -3,75, og derfor opdeles driften af grundvandssænkningen i 3 faser med den største sænkning og tilhørende pumpeydelse ved projektets opstart.

Over den samlede driftsperiode på 8 måneder observeres et flow på lidt over 90 m3/t. Der er oppumpet i alt ca. 385.000 m3 vand, hvoraf ca. 98,4%, svarende til 379.000 m3, blev reinfiltreret.

Tæt samarbejde med andre aktører sikrer færdiggørelse før tid

Ved tæt samarbejde med totalentreprenør Nordstern A/S, rådgiver Hasbo Drilling & Water Engineering A/S samt udførende entreprenør af udgravningen er grundvandssænkningen udført uden større udfordringer eller driftsændringer.

Grundet det gode og tætte samarbejde parterne imellem er grundvandssænkningen afsluttet efter 8 måneder frem for de ellers projekterede 14 måneder.

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk