Arkitektonisk betonoverdækning til BRT-station

På J.F. Kennedys Plads i det centrale Aalborg har Arkil opført en unik konstruktion i hvid beton.

Facts

Projektperiode
Maj 2021 - Januar 2022
Bygherre
Plusbus / Aalborg Kommune
Kontraktsum
10,1 mio. kroner (heraf 3,4 mio. kroner i anlægsarbejder udført af Arkil Anlæg)

BRT-knudepunkt under formfuldendt hvid beton

På seks tynde søjler hviler nu en tynd, arkitekttegnet overdækning i hvid beton. 

Overdækningen er en del af BRT-projektet Plusbus, som kommer til at løfte den kollektive transport i Aalborg med forventet opstart i 2023. Under overdækningen anlægger Arkil det største stoppested i BRT-forbindelsen med en direkte gangtunnel til byens banegård. 

I form og kompleksitet adskiller konstruktionen sig væsentligt fra traditionelle betonopgaver som eksempelvis brobygning. 

 

Høj grad af armering

Projektets kompleksitet kommer både til udtryk i formen og graden af armering. Opdraget fra bygherre lød på at efterlade den glattest mulige overflade, hvilket indebar brug af finerplader i særlige størrelser.

Med det slanke udtryk var det nødvendigt at anvende 450 kg armering pr. kubikmeter beton – det vil sige mere end dobbelt så meget armering som ved brobygning – for at sikre konstruktionens robusthed. I overdækningens kantbjælker er der desuden anvendt armering i rustfri stål, hvilket gør det muligt at reducere dæklaget til blot 20 mm.

 

Afvanding fra sedumtag i stolper

Konstruktionen er udgjort af 68 ton armering, hvoraf 3 ton er rustfri. Dertil kommer ca. 150 kbm hvid beton, hvilket bringer den samlede vægt op på omtrent 375 ton. De seks bærende stolper, der er funderet med borede pæle, har en diameter på 50 cm, og inde i stolperne er der hulrum til kabelføring og afvanding fra sedumtaget øverst. 

Foruden betonoverdækningen har Arkil udført en række anlægsopgaver i forbindelse med etableringen af BRT-forbindelsen for Plusbus. Læs mere her

 

Projektet i tal

 

  • Overdækning måler 32,3 x 16 meter.
  • Seks bærende stolper støbt in situ i Ø500 med hulrum.
  • 450 kg armering er anvendt for hver kbm beton.
  • Ca. 68 ton armering i alt, heraf 3 ton i rustfri (ved kantbjælker)
  • Ca. 150 kbm beton.
  • Samlet vægt af konstruktionen: Ca. 375 ton.

 

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk