10. januar 2023

25-års jubilar: ”Jeg er meget taknemmelig her”

Året er 1992, en ung bosniak og hans kone står på kajen i en polsk havneby. Han ser ud over vandet. Der ude i horisonten er færgen på vej ind. Han ved, at han skal ombord på den færge. Men han ved ikke, hvor den sejler hen. Det eneste, han ved, er, at den færge er vejen til fred og et nyt liv.

I dag sidder 54-årige Mithat Hadzic i sin minigraver. Denne her er lige knap tre år gammel. De to tidligere har han slidt op. Den nye kører godt, det er en Kubota.
Sammen med resten af sjakket er de ved at lægge sten på en industrigrund i Esbjerg. Aldrig en sygedag, aldrig kommet for sent, aldrig tøvet med at smøge ærmerne op og hjælpe til. Sådan er Mithat.

Torsdag den 5. januar har Mithat trukket i det orange tøj i 25 år. Men vejen til jobbet og sædet i minigraveren var bestemt ikke ligetil.

Bosniakken fra Serbien
Vi skal tilbage datidens Jugoslavien, året er 1986, og den dengang 18-årige Mithat er netop blevet færdiguddannet som maskinfører. Han har fået job i et statsligt byggefirma, hvor han kommer bag rattet på sin første minigraver, en jugoslavisk fremstillet Radoje Dakic.

Mithat Hadzic er etnisk bosniak, men opvokset i den serbiske del af Jugoslavien. Den gang var det intet problem, men i takt med kommunismens fald kommer der fokus på etniske forskelle, muslim eller kristen. De interne spændinger tænder lunten til en total atomisering af Jugoslavien. Midt i det virvar bliver Mithats bosniske baggrund mere og mere bliver et problem.

Og i 1992 går det galt. Landet bryder ud i krig. Og livet som bosniak i Serbien bliver et helvede.

”I 50 år havde vi fred. Når vi arbejdede sammen. kom der vidunderlige resultater. Men når vi bliver vendt mod hinanden, ødelægger vi hinanden”, siger Mithat.

Mithat tager flugten. Han rejser via Ungarn til en havneby i det nordlige Polen. En gammel kroat havde snakket om Norden som et sikkert sted. Det var dér, Mithat var på vej hen.

”Vi tog jo bare med det skib, der kom først. Og det gik til Danmark. Det var bare en tilfældighed. Pludselig stod jeg i København”, siger han.

Mithat får asyl og kommer i 1993 til Fanø. Langt væk fra krig gør godt, her finder han roen.

Opholdstilladelse og arbejde
I 1998 får han fast arbejde hos firmaet Sigurd Pedersen. Men selvom Mithat er uddannet maskinfører, får han ikke lov til at køre en.

”Haha, når jeg var fra Jugoslavien, og så kunne jeg jo ikke finde ud af at køre sådan en. Den var jo dyr. De skulle lige se mig an, det forstår jeg godt”, siger han.

Men i maj 2000 får han endelig lov: en Komatsu PC35-minigraver bliver hans første maskine. Siden har han kørt den ene efter den anden – uden problemer, griner Mithat. Der storsmiler over sjakkets udfordringer med navnet.

”Det bliver tit til ”min hat” eller ”din hat”. Det kan jeg godt forstå, det er ikke nemt”, griner han.

Sigurd Pedersen bliver til Stürup, der senere kommer under Arkil. Men Mithat fortsætter og slider den ene minigraver op efter den anden. Han har det godt. Tiden går hurtigt, og han er glad for det liv, han har fået.

”25 år er gået utroligt stærkt. Nu har jeg tre voksne børn. De har ikke gået det samme igennem, som jeg har. Jeg er meget taknemlig her”, siger Mithat fra bordet i skurvognen.

Torsdag den 5. januar fejrede Mithat Hadzic 25-års jubilæum hos Arkil. Stort tillykke.