25-års jubilæum - ”Jeg fik Stürup ind med sutteflasken”
Der oppe i førerhuset, er der, han føler sig allerbedst hjemme. Faktisk er han mere eller mindre født direkte ind i førerhuset, for han har altid – lige siden han var lille dreng – været at finde der. Henrik Brunbjerg Jensen, 50 år gammel og maskinfører hos Arkils afdeling i Esbjerg, fejrer sit 25-års jubilæum, men de 25 år er ikke hele sandheden.
For i virkeligheden er det 34 år, han har været her. Og historien om Henrik er ikke kun historien om en dedikeret medarbejder, men også en fortælling om en mand, der altid har fulgt sin passion og aldrig sluppet taget i den.
Med far på arbejde
Allerede som en lille dreng var Henrik med sin far Henning på arbejde på byggepladserne.
"Stürup har jo været i min sutteflaske lige siden, jeg var lille. Min far var jo i Stürup i en menneskealder, og jeg fik ofte lov til at komme med på arbejde," fortæller Henrik.
Og det var tydeligt, at lille Henrik ikke kunne holde sig væk fra de store maskiner – han blev tiltrukket af livet på byggepladserne. Han hjalp til og var ikke bleg for at tage en skovl og give et nap med. Men det allerbedste var, når han fik lov til at sidde i førerhuset på en gravemaskine eller en dumper.
"Jeg var jo bare en lille dreng, så jeg kunne nemt sidde med i førerhuset. Det var skønt," siger Henrik med glæde i stemmen.
Henrik tilbragte utallige timer i skurvognen med de andre arbejdere. Og allerede som lille følte Henrik sig som en del af sjakket. Han lærte sin fars kolleger så godt at kende, at han som lille dreng betragtede dem som sine egne kolleger.
"Der har jeg brugt rigtig rigtig mange timer. Der kunne jeg blive beskidt, og det var jeg god til at blive. Det var bare fedt," siger Henrik.
En passioneret maskinfører
Entreprenørbranchen trak i Henrik fra en tidlig alder. Han elskede den friske luft og følelsen af at være med til at bygge alverdens ting op.
"Det kan jeg bare rigtig godt lide," fortæller Henrik.
Så det kom ikke som nogen overraskelse, da Henrik stod foran Henrik Stürups dør efter folkeskolen og bankede på.
Der var ingen tøven. Henrik blev ansat som 16-årig og kom ud til ”sine” kollegaer. Nu skulle der arbejdes. Men der var bare et problem – minigraveren.
Øv, en minigraver!
For som kun 16-årig fik Henrik ikke lov til at køre de store maskiner, selvom han havde gjort det utallige gange før. Reglerne tillod det ikke, og Henrik måtte følge dem. En minigraver blev hans første faste makker – selvom det ikke helt var den drømmestart, som han havde håbet på.
"Det var jo min drøm at komme op i de store maskiner, men den gik ikke" siger Henrik.
Men som 21-årig, og godt fem års anciennitet, fik han endelig sin chance. En Hanomag 44c blev hans første større maskine.
"Den var godt nok lidt meget brugt, men det var da noget bedre end minigraveren," siger Henrik.
Senere fik han endnu bedre maskiner at arbejde med, heriblandt en Cat 206 - en 11 tons gummihjulsmaskine, som han nød at køre rundt i.
Det handler om størrelsen
Henrik har altid haft en forkærlighed for store maskiner, det er der vist ingen tvivl om. Jo større, desto bedre.
Og det med størrelsen fik da også Henrik til at tage en stor beslutning. År er 1997, beslutningen han tager her, vil ændre hans karriere.
Han sagde sit gode job op i Stürup for at tage til København og køre en spritny Volvo A25 på 24 tons.
"Den kunne jeg jo ikke sige nej til. Den havde både radio og aircondition, og det var altså stort den gang. Det var en fantastisk maskine," fortæller Henrik.
Henrik og hans Volvo var en del af det imponerende byggeri af Øresundsbroen. Det var en stor opgave, og Henrik og hans dumper arbejdede ofte mere end 14 timer om dagen.
"Det var fedt, og jeg var ung og tjente en masse penge," griner Henrik og mindes de intense arbejdsdage.
Hjem til Stürup
Trods eventyret ved Øresundsbroen vendte Henrik hjem til Stürup i 1998. Tiden ved broen var god, men Stürup var stedet, hvor Henrik hørte til. Så han vendte tilbage til Esbjerg, købte en lejlighed i Havnegade, og vigtigst af alt så var der en sød pige, der begyndte at trække i ham.
"Vi havde kun mødt hinanden tre gange, men det begyndte at blive mere og mere interessant. Og så flyttede hun ind til mig i lejligheden. Et år senere fik vi vores søn Jan," fortæller Henrik stolt om sin familie.
Maskintossen Henrik
Han har tilbragt mange timer i førerhuset på forskellige maskiner. Han kan recitere timetallet på hver enkelt maskine, han har kørt, og han kender detaljerne om tons, modelnumre og meget mere. At kalde ham en nørd ville være en underdrivelse. Henrik er en sand maskintosse.
Og hvis Henrik skulle vælge mellem alle de mange maskiner, er svaret enkelt:
"Jeg føler mig hjemme i en Cat. En gang Cat, altid Cat," siger Henrik kort og godt. I øjeblikket kører han selvfølgelig en Cat 326 på 28 tons.
Kollegaerne er det vigtigste
Ud over maskinerne er kollegaerne den vigtigste ingrediens i opskriften på at blive i branchen i så mange år og stadig nyde hver dag. Men det handler også om at have et arbejde, hvor man er med til at bygge og se tingene tage form.
"Jeg har altid kunnet fortælle min kone Tina eller min søn, at det der har jeg været med til at bygge. Det er jeg stolt af," siger Henrik.
I dag, efter 25 års (34 års) tro tjeneste hos Arkils Esbjerg-afdeling Stürup, kan Henrik Brunbjerg Jensen se tilbage på et liv fyldt med passion, stolthed og utallige timer bag rattet (joysticket eller hvad der efterhånden er at finde i førerhuset nu om dag). Hans kærlighed til maskinerne, kollegaerne og glæden ved at være en del af byggeprocessen har været drivkraften bag hans lange karriere. Han er frem for alt stolt at sit arbejde.
Henrik har altid været omgivet af maskiner, og hans far, Henning, spillede en afgørende rolle i at tænde maskin-gnisten i ham. Denne gnist blev til en flamme, der nu også lever videre i sønnen Jan, der selvfølgelig også er maskinfører… i Arkil, hvor ellers…
Stort tillykke med de 25 år, eller skal vi sige det som det er, stort tillykke med de knap 34 år.
