5. juli 2023

100 kilometer pæle på samme plads

Arkil Fundering er i gang med en af de største rammeopgaver i afdelingens historie. Mere end 8.000 pæle skal i jorden ved CMP's nye containerterminal.

Arkil Fundering rammer 100 km pæle på Copenhagen Malmo Ports nye containerterminal.

”Der er i hvert fald sket noget, siden jeg startede i 1980’erne. Dengang var det et stort projekt, hvis der var 100 pæle,” siger rammemester Svend Hansen oppe fra førerhuset i sin Juntan PMX 25.

Egentlig kan han bedst lide at komme videre til den næste plads efter et par uger, men sådan kommer det ikke til at gå her. Med 4.200 koblede pæle – det vil sige 8.400 enkelte pæle – er der fast arbejde på pladsen i Københavns Nordhavn indtil slutningen af året.

”Det går nu også nok, det er jo bare om at få dem i jorden,” siger Svend.  

Nok at holde styr på

Den nuværende containerterminal i København er blevet for lille. Derfor skal der opføres en ny og større containerterminal på et areal, der igennem en årrække er blevet fyldt op med jord fra byggeprojekter i omegnen.

Arkil renoverer kloakken ved Classic Car House

Munck har hovedentreprisen, og Arkil er hyret til at fundere. Det bliver gjort grundigt, for når pladsen er færdig, skal den bære vægten fra adskillige fyldte containere stablet oven på hinanden.

Selvom de mange pæle skal i jorden på den samme byggeplads, er der nok at holde styr på. Pælene er fordelt på forskellige længder, dimensioner og typer, så der samlet set er tæt på 400 forskellige kombinationer.

Det stiller krav. Både ude på pladsen og inde på kontoret i skurbyen, hvor projektchef Henrik Jarl Fugl holder til. Her er opslagstavlen fyldt med detaljerede planer for ramningen, som blandt andet bliver brugt til at bestille pælene efter.

Fordi pælene er forberedt til at stå i et aggressivt miljø med meget salt, er der tale om bestillingsvare med en leveringstid på tre uger. Derfor er det vigtigt at tænke fremad, og hver eneste gang, Henrik og formanden Jan Grønkjær afgiver bestilling på pæle, sker det med pælene i en nøje planlagt rækkefølge. For at skabe hurtig fremdrift regner de blandt andet på, hvor mange pæle de kan slå uden at skifte rammehoved på maskinen.

Håndmand fotograferer

Ude på pladsen sidder tungen også lige i munden. Foruden de mange forskellige dimensioner og typer er der også forskel på bundpæle og toppæle, og derfor er der sjældent to pæle i træk, der er ens. Så rammesjakket må hele tiden være opmærksomme på, om de tager den rigtige pæl.

For at holde styr på kvalitetssikringen har Henrik taget Inspectly i brug. Det betyder, at håndmanden skal tage et billede af mærkatet på hver enkelt pæl, før den kommer i jorden, så teamet har styr på, hvor de enkelte pæle ender. Det giver lidt ekstra arbejde til håndmanden Jan Vestergaard.

"Men det går nu nok, det kan jeg sagtens finde tid til," siger han.

KONTAKT

HENRIK JARL FUGL
Projektchef, Arkil Fundering

TLF.: 20 70 31 14 
HEJAF@arkil.dk

FAKTA

Fundering forud for ny containerterminal i København i underentreprise til Munck

Bygherre: CMP (Copenhagen Malmø Port)

Periode: Marts 2023 - ultimo 2023

Omfang:

  • 4.200 koblede jernbetonpæle. Dvs 8.400 pæle i forskellige længder, dimensioner og typer med en samlet længde på ca. 100.000 meter.
  • 62 borede pæle i Ø620 til 30 meter under terræn
Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk