8. marts 2019

Stærke kvinder hædrer stærke kvinder

Fire markante kvinder kaster nu kræfterne i at hædre personer, som gør en forskel for kvinder i bygge- og anlægsbranchen.

Nina Groes, Christine Antorini, Helle Johannessen og Christina Hvid mødes alle i den nærmeste fremtid. Sammen skal de afgøre, hvem der som den første skal modtage Arkils Hæderspris, når den uddeleles på DM i Skills fredag 5. april. Alle fire kvinder har nemlig takket ja til det frivillige arbejde som medlem af priskomitéen for den nystiftede hæderspris, der har til formål at hædre personer og organisationer, som gør en særlig indsats for at tiltrække kvinder til bygge- og anlægsbranchen.

Ud over rampen
"Jeg er meget glad og også meget beæret over, at fire så kompetente, vidende og handlekraftige kvinder har valgt at sige ja tak til arbejdet i priskomitéen for Arkils Hæderspris. Formålet med prisen er netop at skabe fokus på, og debat om, hvordan vi får gjort bygge- og anlægsbranchen mere attraktiv for kvinder, og med den priskomité er jeg slet ikke i tvivl om, at vi kommer ud over rampen. Det er fire erfarne kvinder med brede netværk, klare holdninger og mod til at stå frem. Samtidig er det fire kvinder med meget forskellige baggrunde, så vi kan få mange vinkler ind i arbejdet," siger Jesper Arkil, administrerende direktør i Arkil Holding A/S, der står bag Arkils Hæderspris.


Præsentation af medlemmerne

Nina Groes
Nina Groes har gennem mange år været en stærk stemme i ligestillingsdebatten. Hun tidligere direktør for Kvinfo og i dag direktør for organisationen Divérs, som arbejder for at skabe større diversitet på både arbejdsmarkedet og uddannelsesområdet. Samtidig er Nina Groes en af initiativtagerne til projektet BOSS Ladies, der skal få flere unge kvinder til at vælge håndværksfagene til.

 

Christine Antorini
Christine Antorini er tidligere undervisningsminister og i dag direktør for Novo Nordisk Fondens LIFE-læringscenter. Her lærer elever at eksperimentere med naturfag for at løse virkelige problemer. Som undervisningsminister stod Christine Antorini blandt andet bag erhvervsuddannelsesreformen, der havde til formål at øge søgningen til og give flere uddannelsesmuligheder med en erhvervsuddannelse.

 

Helle Johannessen
Helle Johannessen, malermester for malerfirmaet Eskildsen A/S, startede på maleruddannelsen i 1991 og har siden taget hele turen op ad karrierestigen til mester. Malerbranchen er traditionelt det byggefag, der tiltrækker flest kvinder, men i mesterstillingen er de stadig et særsyn, og Helle Johannessen vil gerne have flere kolleger, både i sin egen branche og på byggepladsen generelt.

 

Christina Hvid
Christina Hvid er netop tiltrådt som administrerende direktør for Molio – Byggeriets Videnscenter og har en karriere med tunge topposter bag sig, blandt andet som administrerende direktør for Rejseplanen A/S og administrerende direktør for Danske Slagterier. Der har som regel været langt mellem de kvindelige kolleger i hendes arbejdsliv, og med en ny toppost i byggebranchen er det for Christina Hvid igen en meget aktuel problemstilling.

 

Arkils Hæderspris uddeles første gang ved DM i Skills fredag 5. april 2019.

KONTAKT

For yderligere information kontakt venligst:

Vibeke Lund Arkil

va@aptum-ink.dk
23 24 88 82

OM PRISEN

Arkils Hæderspris blev indstiftet i foråret 2019 af entreprenørkoncernen Arkil med det formål at skabe fokus på kvinder i bygge- og anlægsbranchen – og ikke mindst på den opgave, branchen har i forhold til at få højnet andelen af kvinder i faget.

Arkils Hæderspris består reelt af to priser, som begge har til formål at hædre personer, som gør en særlig indsats for at tiltrække kvinder til bygge- og anlægsbranchen. Begge priser uddeles en gang årligt.

Elevprisen
Den ene pris uddeles til en elev på en af Byggeriets Uddannelser. Her opfordres alle byggeriets erhvervsskoler til at indstille en elev, der enten har gjort en særlig indsats for kvinder i branchen eller er et forbillede som håndværker, eksempelvis ved at være særligt initiativtig, innovativ eller god til at samarbejde. Elevprisen uddeles hvert år i april i forbindelse med DM i Skills – bygge- og anlægsbranchens store Danmarksmesterskab for unge på erhvervsuddannelserne. 

Indsatsprisen
Den anden pris uddeles i efteråret til personer eller organisationer, som fortjener en særlig anerkendelse for deres indsats for at tiltrække flere kvinder til bygge- og anlægsbranchen. Alle, både private og organisationer, kan indstille kandidater til prisen.

Med begge priser følger, ud over hæderen, 25.000 kroner.

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk