30. november 2021

Anerkendt kunstner laver jubilæums-værk om Arkil

Simone Aaberg Kærn er i gang med at lave et værk om Arkil som markering af virksomhedens 80-års jubilæum.

Arkil Vejservice i TønderSimone Aaberg Kærn ligger nu inde med utallige skitser af Arkils projekter, der skal dannne grund for et samlet værk. 

En helt særlig gæst har i løbet af efteråret besøgt en række af Arkils byggepladser i både Danmark, Tyskland og Irland. Gæsten er ingen ringere end kunstneren Simone Aaberg Kærn, der har indvilget i at lave et værk i anledning af Arkils 80-års jubilæum i år.

Simone Aaberg Kærn har fået frie rammer til at skildre virksomheden i sit værk. Det ligger ikke fast, om det ender med et maleri, et broderi, et værk lagt i asfalt eller noget helt fjerde, men der er konsensus om, hvad målet med værket skal være.

”For mig er det et succeskriterie, at alle i virksomheden kommer til at diskutere værket. Og at alle, både specialarbejderen og økonomichefen, kan se på det og tænke, at det kunne have været dem,” siger Simone Aaberg Kærn.

Hun tilføjer, at det for hende også handler om at skildre skønheden i arbejdet og tilblivelsen af fundamentet til fremtidens infrastruktur. Jesper Arkil, adm. direktør i Arkil Holding A/S, stemmer i.

”For os er det bare vigtigt, at værket bliver en fortælling om, at uden vores medarbejdere ville vi ikke have nogen virksomhed,” siger han.

Sætter skitser sammen

Simone Aaberg Kærn har nu været forbi en række byggepladser, der repræsenterer mange af de kompetencer, som Arkil besidder igennem sin store skare af dygtige medarbejdere. Undervejs har hun fotograferet og tegnet utallige skitser på sin Ipad, og i næste fase af værkets tilblivelse vil hun begynde at sætte de mange indtryk ind i en større sammenhæng.

Som kunstner er Simone Aaberg Kærn kendetegnet ved, at hun ikke lægger fingre imellem i sin skildring af virkeligheden. Det er blandt andet kommet til udtryk igennem en serie portrættegninger af danske ministre med relation til krigsførelse, som hun gengav tegnet sår og skudhuller på.

Hun medvirker desuden som dommer i DR-serien ”Danmarks bedste portrætmaler”, og så har hendes arbejde netop været udstillet på Statens Museum for Kunst i København.

Arkils jubilæumsværk forventes at stå færdigt i løbet af 2022.

Læs mere om Simone Aaberg Kærn og hendes arbejder her.

Arkil Vejservice i Tønder renholder stier og grønne områderFor Simone Aaberg Kærn er det et succeskriterie for værket, at alle medarbejdere – lige fra specialarbejder til økonomichef – kommer til at diskutere værket.

KONTAKT

Johannes Hartkopf-Mikkelsen
Kommunikationskonsulent, Arkil
Tlf: 7322 5026
jhmik@arkil.dk 

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk