11. oktober 2021

Hvad ved chefen om ordblindhed?

Viden om hjælpemidler til ordblinde er en vigtig del af god ledelse i Arkil.

Husker du Anders, Simon og Mads?

I flere år har vi løbende fortalt om seje kollegaer, der har kæmpet sig frem i tilværelsen på trods af deres ordblindhed. Den slags solstrålehistorier er der heldigvis mange af i Arkil.

Men det er ikke kun vigtigt, at folk med ordblindhed selv kender til hjælpemidler, mentorordninger med mere. Det er mindst lige så vigtigt, at man som leder kender til sine kollegaers udfordringer med at læse og skrive. Det mener specialarbejder Mikkel Skov Hansen, som for nyligt har gennemført Arkils formandsaspirantuddannelse.

”Det er vigtigt for mig, at jeg kan hjælpe og vejlede min kollegaer bedst muligt – især hvis jeg bliver formand og får medarbejderansvar,” siger han.

Netop derfor er ordblindhed også blevet et fast punkt på dagsordenen, når der uddannes nye formænd:

“ I Arkil ønsker vi, at vores medarbejdere har de bedste forudsætninger for at klare deres hverdag, som bliver mere og mere digital. Det gælder ikke mindst de kollegaer, der har særlige udfordringer med at læse og skrive, siger HR-chef Helle Juhl, som har valgt at tilknytte ordblindementor Christian Bock fast til Arkil, så han kan bidrage med information og brugbare værktøjer.

Specialarbejder Mikkel Skov Hansen

Lidt af en øjenåbner

Mikkel Skov Hansen er ikke selv ordblind, men alligevel var indslaget fra Christian Bock både kærkomment og lærerigt:

”Folk siger det ikke altid selv, hvis de er ordblinde. Så der må man nok spørge mere ind som leder, siger han og fortsætter:

“Jeg har fået nogle ret vigtige værktøjer, som jeg kan give videre; for eksempel at telefonen kan bruges som diktafon. Og så blev jeg også gjort opmærksom på, at ordblinde kan have bøvl med korttidshukommelsen også. Og det er jo vigtigt at vide, hvis man skal give en besked og bare forventer, at folk husker det. Det var lidt af en øjenåbner.”

Ordblindementor Christian Bock underviser på formansaspirantuddannelsen.

KONTAKT

 

Helle Juhl
HR-chef

TLF.: 24835142
HEJ@ARKIL.DK

 

Kontakt Arkil

Find din afdeling eller kontaktperson her.

Arkil Holding A/S | Søndergård Alle 4 | 6500 Vojens | +45 73 22 50 50 | arkil@arkil.dk